|
Museum for Zone-Redningskorpset
www.zone-redningskorpset.dk
info@zone-redningskorpset.dk
_______________________________________________________________________
Materialet på siden må kun anvendes efter indhentet tilladelse
|
Der er mindst fire årsager til, at Vestsjælland er interessant i Zone-historisk sammenhæng. Årsagerne nævnes efter deres rækkefølge i tid, men de er lige vigtige:
For det første stod Dansk Røde Kors fra 1921 for ambulance- og sygetransporten i Holbæk Amt. I starten var der kun stationer i Holbæk og Kalundborg, senere kom Nykøbing Sjælland, Sæby og Tranebjerg til. Røde Kors forpagtede ambulancerne ud til lokale folk, og allerede inden ZRs officielle brud med Falck i 1930 (se siden ZR historie), havde ZRs initiativtagerne indgået aftale med Røde Kors om sygekørsel med ambulancerne for ZRs abonnenter.
Dette samarbejde betød, at ZR stod stærkt i Vestsjællands Amt, og da Røde Kors begyndte at afvikle sine ambulancestationer fra slutningen af 1940erne, blev kørslen i Kalundborg, Holbæk og Nykøbing S. overtaget af ZR
For det andet er der Carl Weinreich i Snertinge, som oprettede Danmarks første ikke-Falckejede Zone-Brand-Vagt i Snertinge i 1925, og som desuden var medejer af Reinholdt Hansens Zone-Brand-Vagt i Eskildstrup på Falster, der normalt udråbes som ZRs vugge. ZRs vugge stod imidlertid mindst lige så meget i Snertinge.
Sammen med ZRs senere direktør Wibollt oprettede Weinreich i selskabet Nord- og Nordvestsjællandske Zone-Brand-Vagter et omfattende net af brandvagter i hele Vestsjælland: Snertinge, Uggerløse, Sorø, Gørlev og Ruds Vedby/Høng, mens andre tilsvarende brandvagter af ligesindede blev oprettet i Slagelse og Skælskør, således at ZRs organisation i årene fra 1930 og fremefter havde en betydelig brandslukning i Vestsjælland, et potentiale, man dog ikke i det lange løb forstod at forvalte tilstrækkeligt. Materiellet blev ikke fornyet, og kontrakterne gik efterhånden alle til Falck.
For det trejde bestemte formanden for Holbæk Amt P. Andersen, Knapstrup, ved forhandlingerne med ZR og Falck fra 1. april 1954 om hvem der skulle overtage sygekørslen efter Røde Kors, at de to korps skulle dele kørselen mellem sig til samme pris. Dette var noget helt enestående, og det er muligt at læse mere om det på Holbæk siden.
For det fjerde er det svært at komme udenom Gudrun Olsen i Nykøbing S. , som i 1959 blev en af Danmarks første kvindelige stationsledere |