2. kapitel: Organisation 1930-1962

Afsnit fra Zone-Redningskorpset i Danmark Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt Zone-Redningskorpsets Venner www.zone-redningskorpset.dk info@zone-redningskorpset.dk Zone-Redningskorpset i Danmark side 19 Genoplivning blev forbundet med redningsarbejde, ikke med ambulancekørsel, og derfor medbragte Randers-stationen sin kranvogn ved en demonstration af carbogenapparatet i begyndelsen af 1930'erne. ZR's første telefontavle fra efteråret 1930 med ikke mindre end 30 stationer - de fleste var kun forsynet med kranvogn. ZR's telefontavle fra 1933 viser et landsdækkende stationsnet. Fyn og Jylland bestod stort set udelukkende af kranvognsaftaler, de såkaldte "Henvendelsessteder", men man præciserede ikke, hvad der var stationer og hvad der var "henvendelsessteder". Angivelsen: Er der Brug for Ambulance kald da nærmeste Ambulance dækkede over, at stort set ingen af stationerne havde ambulance, og at telefontavlen var uanvendelig til tilkaldelse af ambulancehjælp. 2.1. Stationerne 2.1.1. Stationer og henvendelsessteder Som det til overflod er fremgået af første kapitel, var korpsets økonomiske og arbejdsmæssige grundlag først og fremmest brandslukning for landkommuner - altså brandvæsen for det offentlige. Fra bruddet med Falck blev virkefeltet - som fremgående af navnet Zone-Redningskorpset - udvidet med redningskorps, og denne virksomhed var i modsætning til brandslukningen primært baseret på private abonnenter. I Eskildstrup var man som omtalt i første kapitel allerede i 1926 gået i gang med at drive redningskorps for private, muligvis efter koncept udarbejdet af Wiboltt. Man tilbød for en fast årlig præmie udrykning med ambulance til sygdom og ulykke, dyreredning, brandredning, udrykning til storm- og vandskade samt autohjælp.1). For det nye korps var forretningsområdet primært baseret på de ydelser, som kunne udføres med en kranvogn med frontmonteret motorpumpe, for ved oprettelsen havde ZR ikke ambulancer af betydning, jf. note 4. Kerneområdet var derfor autohjælp til abonnenter, men også dyreredning, storm- og vandskade samt brandredning kunne udføres med dette materiel. Man var dog ikke fremmed overfor at foretage udrykning med carbogenapparat til genoplivning med kranvogn.2). Det gjaldt derfor om hurtigt at kunne præsentere et stationsnet indenfor et geografisk område af en størrelse svarende til det, som man almindeligvis måtte forvente, at bilisterne kørte med deres biler, med henblik på at erhverve bilabonnenter. I ZR's første reklamefolder fra efteråret 1930 3) kunne korpset fremvise et kort med stationer på hele Sjælland, Lolland-Falster og Møn. Ikke alle telefonnumrene dækkede dog over det, man almindeligvis måtte forstå ved en station. Navnlig hvor man ikke havde brandvagter, som kunne suppleres med kranvogn, indgik man nemlig aftale med automobilværksteder og andre om at rykke ud til abonnenter på korpsets regning. Ambulancer havde man kun få steder, og tryksagen angiver derfor numre på diverse private ambulancer og sygehusambulancer, som publikum kunne tilkalde i nødstilfælde.4). Dette stationsnet var grundlaget for abonnementstegningen. Af en automobilpolice fra 29. januar 1931 fremgår, at abonnementet dækker på Sjælland, Lolland og Falster "og fra de Stationer, ZR maatte oprette andre Steder i Landet".5). Nogenlunde samtidig med, at både Falck og ZR var gået i gang med at udbygge et stationsnet, var Ford gået i gang med at etablere et net af kranvogne på Ford-værkstederne, som på døgnbasis kunne rykke ud til det stigende antal Ford-kunder.6). ZR indgik aftale med mange af disse værksteder og andre, der havde en kranvogn, om at rykke ud til ZR's abonnenter efter regning, og dette system udgjorde det absolutte grundlag for stationsudbygningen på Fyn og i Jylland. Den officielle betegnelse for disse var i ZR's terminologi "Henvendelsessteder", men man præciserede ikke overfor publikum, hvad der var stationer, og hvad der kun var "Henvendelsessteder". Det var imidlertid ikke kun private abonnementer, ZR tegnede på dette grundlag. Allerede i maj 1931 blev der indgået kontrakt mellem ZR og Det danske Luftfartsselskab DDL om assistance til havarerede rutefly. Alle ZR-stationer fik fremsendt instruktionsskrivelse om, hvad de skulle gøre ved melding om flystyrt, ligesom de blev udstyret med en forseglet kuvert indeholdende et brev fra DDL på engelsk, tysk og fransk, som kunne overbringes piloten. At det med dette spinkle stationsnet var muligt at indgå aftale med DDL siger ikke så lidt om ambitionsniveauet og evnerne til at realisere det.6A). Da ZR udgav sin telefontavle i 1932, indeholdt den under overskriften Stationer og Henvendelsessteder en fortegnelse med bynavne og telefonnumre, der måtte give det indtryk, at ZR havde ikke færre end 82 stationer (og "henvendelsessteder") i hele Danmark, 7), således at korpset i størrelse tog sig ud for at være langt større end Falck, der "kun" kunne mønstre 28 stationer i Kraks Vejviser for samme år.8). Dette system viste sig imidlertid ikke at være holdbart. I januar 1933 var Hare i København i Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt. www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk Zone-Redningskorpset i Danmark side 20 7. januar 1933 var Hare i København for sammen med Wiboltt at deltage i Rudolph Falcks begravelse, og bagefter måtte de deltage i et pinligt avisinterview om ZR's stationer og henvendelsessteder, som ikke svarede på opkald. På billedet holder sørgetoget to minutters stilhed foran Falcks hovedstation i Tietgensgade 67. Telefontavle fra 1935, hvor ZR efter kritikken i januar 1933 har fjernet telefonnumrene på henvendelsesstederne. Demonstration på torvet i Holstebro 13. januar 1933 i forbindelse med åbning af station hos Vilhelm Birn. Kranvognen med Ford-mærke har fået ZR's navnetræk på køleren. Christian Jensen, Randers, (nr. 2 fra højre) mødte med tre køretøjer i dagens anledning. Samarbejdet med Birn varede kun kort. Citröen-ambulancen på A-plader kom til Amager-stationen, da den åbnede i 1934. anledning af Rudolph Falcks begravelse, og han måtte i den forbindelse sammen med Wiboltt deltage i et pinligt avisinterview om ZR's stationsnet.9). Journalisten havde forgæves forsøgt at ringe til ZR's stationer i Odense og Nyborg uden at kunne få svar, at han ved opkald til jyske stationer havde fået til svar, at man ikke havde nogen forbindelse med ZR, og at han ved opkald til Bogense havde fået Falck i Bogense, hvilket han faldt "mest besynderligt". (Se forklaring herom på stationssiden for Bogense bagest i bogen). Wiboltt og Hare måtte i interviewet indrømme, at korpset kun havde døgnbetjente stationer på Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm samt i Randers, Viborg, Silkeborg og Haderslev. Wiboltt forklarede: Vor første Plan, gaaende ud paa Stationer som Autohjælp alene, slog ikke an. Derfor maatte vi lave den om og gaa til et System med Stationer og Henvendelsessteder. Udenfor Sjælland og Lolland-Falster har vi hidtil kun ydet Autohjælp, og vi har udtrykkeligt averteret for vore abonnenter: Er der Brug for Ambulance, kald den nærmeste Ambulance. Dertil er Dog at føje, at vi betaler Ambulancen. Det er vor Tanke at oprette endnu ca. 40 Stationer rundt i Landet efter samme princip som paa Sjælland, hvor vi har Stationer med 15 Kilometers Mellemrum. Realiteten var altså, at man måtte opgive at bringe telefonnumrene for de såkaldte "Henvendelsessteder" 10) for at undgå den situation, at ZR's telefon ikke blev svaret. Henvendelsesstederne blev fortsat betegnet som sådan i telefontavlerne, alene angivet med bynavn uden telefonnummer, med den noget paradoksale konsekvens, at et henvendelsested, var et sted, hvor man netop ikke kunne henvende sig. Stationerne kan rekvireres saavel Nat som Dag samt etablere Forbindelse med de anførte Henvendelsessteder, som kan yde Auto-Assistance. Betales for Assistance, ydet i Henhold til Abonnementsbetingelserne, fra et af de opgivne Henvendelsessteder, refunderes det betalte Beløb ved Indsendelse af Regning til Z-R hed det herefter i ZR's telefontavler. Begrebet "Henvendelsested" udgik helt omkring 1950, omend man sidst i 1950'erne angav Ullerslev på Fyn som "henvendelsessted".11). Den uheldige omtale af stationsnettet i 1933 medførte således, at man måtte ændre politik, og fortsætte udbygningen af stationer i et noget langsommere og mere kontrolleret tempo end man var påbegyndt. 2.1.2. Stationsudbygning og stationsformer På Sjælland og på Lolland-Falster var stationsudbygningen som allerede nævnt stort set gennemført med egne stationer ved ZR's etablering.12). På Fyn, hvor Falck havde godt fat og ikke havde indgået i entrepriseforhold om brandvagter etc. 15), måtte ZR i 1935 for egen regning oprette station i Odense, og fra den udgik inden udgangen af 1937 et filialnet af stationer på Fyn, alle drevet af ZR. I Jylland havde man held med i 1932-33 i Randers 13) og i Sønderborg at indgå aftaler med pålidelige vognmænd, som påtog sig for egen regning at drive en ZR station i ZR's navn, med vogne i ZR's farver og mandskab i ZR's uniformer. Vi kender ikke de præcise aftaler mellem ZR og disse private entreprenører. Fra forhandlingerne om sammenslutningen ved vi, at Tychsen i Sønderborg fik kr. 20.000 forlods og herefter 75% af abonnementsindtægten for at drive ZR's station i byen med ejendom, materiel og mandskab. Tychsen har herfor - må det antages - skullet rykke ud ikke kun til egne abonnenter, men også til ZR's abonnenter, når de fik behov for hjælp i Tychsens område, mens omvendt ZR har måttet yde hjælp til Tychsens abonnenter, når disse kørte udenfor hans distrikt.14). Der var endvidere det særlige ved disse stationer, at de ikke skulle indsende rapporter til hovedkontoret.14A). I 1936 oprettedes station i Vejle, og i 1938 og 1939 fulgte oprettelse af stationer i Aarhus og Horsens, og endelig i 1941 fik man etableret sig i Aalborg i et privat entrepriseforhold på linie med Randers og Sønderborg. Herefter var udbygningen af stationer i de store byer i realiteten på plads, og fra dem udgik nu en række større eller mindre provinsstationer. I de store byer var ZR's stationer typisk etableret i lejemål, hvor udlejeren som en del af lejen fik godtgjort de omkostninger, der var forbundet med opførelse af lokaliteter til ZR. Et godt eksempel er Odense, hvor udlejeren opførte en hel udrykningshal, som herefter blev udlejet til ZR. På disse store stationer var mandskabet typisk ansat i ZR. På de mindre og små stationer var den almindelige stationsform, at ZR lejede sig ind hos stationslederen, der fik et fast beløb for at passe stationen, hvilket også omfattede det personale, stationslederen skulle bruge til driften af stationen, mens udgifter til benzin, olie etc. blev godtgjort efter regning.14B). Det samlede personale ansat i selve ZR var derfor ikke ret stort. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt. www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk Zone-Redningskorpset i Danmark side 21 I forbindelse med etableringen af stationer i Jylland udgav ZR denne brochure, der beskriver de opgaver, stationerne kunne løse. Bemærk det almennyttige budskab. Allerede i maj 1931 - på et tidspunkt hvor ZR reelt kun havde stationer på Sjælland og øerne, lykkedes det Wiboltt at få aftale med DDL om udrykning til nedstyrtede rutefly. Zone-station hos Helsingør Motor Compagni. Ambulancen stod inde i biludstillingen og skulle ved udrykning skubbes ud og have monteret akkumulator. Foto ca. 1950. Som en mellemform mellem stationer drevet for ZR's regning og de privatejede stationer, var a Meta stationerne og de forpagtede stationer. A Meta stationernes juridiske grundlag ved vi ikke så meget om. A Meta betyder "forretning hvor to deltagere deler gevinst og tab". Disse stationer blev derfor formentlig drevet i en slags interessentskabsforhold mellem ZR og stationslederen, mens forpagterstationerne var karakteriseret ved, at de var ejet af ZR, men blev drevet af stationslederen/forpagteren i eget navn og for egen regning, herunder med forpagterens egne folk.16). Både a Meta og forpagtningen kunne angå en enkelt station eller et net af stationer, f.eks. blev stationerne på Fyn i en periode drevet i samlet forpagtning, mens Aalborg med en række tilhørende stationer i en periode blev drevet a Meta. Forpagterstationerne ved vi lidt mere om end a Meta stationerne, fordi en standardkontrakt er bevaret. Af denne fremgår, at forpagteren årligt fik 85% af abonnementsindtægten med fradrag af 20% af det beløb, korpset havde investeret i materiel og 5% af det beløb, korpset havde investeret i bygninger. Ydede forpagteren assistance til abonnenter, der ikke var hans, fik han særskilt betaling herfor. Han havde desuden ret til at yde entreprenørarbejde og regningskørsel uden at skulle afregne det til ZR. Bestemmelserne i kontrakten er i øvrigt meget lakoniske, og der var vidt spillerum for, hvorledes forpagteren kunne forestå driften. Nogle eksempler: Materiellet skal altid være i Mønsterværdig orden og udrykningsklart, hvilket også gælder de til stationen hørende lokaliteter...Forpagteren bestemmer selv, om virksomheden skal drives med lønnet personale, der i henhold til den mellem ZR og Dansk Arbejdsmands Forbund afsluttede overenskomst skal være organiserede...Når en abonnent kalder på udrykning, skal der straks rykkes ud med det tilstrækkelige og bedst egnede materiel.....Under tjenesten skal forpagteren og dennes medhjælpere bære korpsets uniform og optræde og handle på en måde, der er korrekt og korpset værdigt.....18). I følge en vognliste fra 1951 havde korpset 65 stationer. Heraf var tolv forpagterstationer, syv var såkaldte a Meta stationer, og fire var privatejede stationer.17). Fordelene ved systemet med stationerne som selvstændige økonomiske enheder var, at man sikrede lokalt engagement, og at stationerne blev drevet økonomisk forsvarligt, samtidig med, at man til en vis grad kunne undgå eller begrænse udgifterne til anlæg.18B). Ulemperne var, at det var meget forskelligt, hvordan stationerne blev drevet, og at deres udvikling i høj grad beroede på den lokale lederes engagement, herunder om ZR var hans hovederhverv eller hans bibeskæftigelse, jf. herom i det hele beskrivelserne for de enkelte stationer bagest i bogen. Hertil kom styringsmæssige problemer samt et betydeligt arbejde ved at skulle administrere mellemregningen mellem de forskellige stationer, idet de ture, stationerne foretog for abonnenter udenfor eget distrikt, blev "clearet" via hovedkontoret og belastet de enkelte stationers regnskab.18I). Systemet med at lade stationerne drive af lokale folk for egen regning, havde ZR i realiteten arvet fra Falck, hvis Zone-Brand-Vagter på Sjælland og Lolland-Falster netop var opbygget efter dette princip, jf. kapitel 1. Efter ZR's oprettelse virkede systemet imidlertid så afskrækkende på Falck, der - bortset fra nogle få undtagelser på Ærø, Samsø m.v. - i fremtiden helt afstod fra at involvere private entreprenører. I stedet udgik Falcks stationsopbygning fra lokale aktieselskaber stiftet i København, Odense, Aalborg, Aarhus, Vejle og Næstved, som alle efterhånden blev domineret af Falck-familien.18A). Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt. www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk Zone-Redningskorpset i Danmark side 22 Langt den overvejende del af ZR's stationer bestod af en ambulance og en kranvogn, betjent af een mand, hvis kone måtte passe telefonen, når han var ude, og hun måtte således tage mange selvstændige og vigtige beslutninger. De små stationers drift var ganske enkelt baseret på, at konen deltog i arbejdet – for det meste ulønnet. Her er det Haarby-stationen på åbningsdagen 3. september 1937. I midten stationsleder Rasmus Knudsen flankeret af sin far som løs medhjælp Mads P. Knudsen og hans kone Johanne S. Knudsen. Ambulancen er en Stutz Safety AA 1926 (Første seriefremstillede bil med sikkerhedsglas i forruden) og kranvognen en Ford AA 1931. To genstande fra Haarby, der dokumenterer Zone-konernes uundværlighed: Legitimationskort for Johanne Knudsen fra besættelsen, og lykønskning fra Sparre ved 25-års jubilæet i 1961. 2.1.3. Zone-konerne Bortset fra de store byer bestod langt den overvejende del af ZR's stationer af en ambulance og en kranvogn, betjent af én mand, hvis kone (Zone-konen, som hun kaldtes) passede telefonen, når han var ude, samt et antal løse folk, som kunne tilkaldes efter behov. Mange steder havde stationslederen bierhverv ved siden af beskæftigelsen i ZR, typisk med benzinsalg og/eller autoværksted, fordi både aktiviteten og indtægten ved arbejdet med ZR var så begrænset, at den ikke kunne brødføde en familie. Læseren kan ved gennemgang af stationsberetningerne selv danne sig et indtryk af aktiviteten. De små stationer på landet havde frem til begyndelsen af 1950'erne kun omkring to ture om dagen, og under besættelsen kun et par ture om ugen. Det er meget vigtigt i denne forbindelse at fremhæve, at stationernes drift var baseret på, at konen deltog i arbejdet. Til belysning heraf kan et citat fra referatet af bestyrelsesmøde i ZR 12. februar 1960 være nyttigt: Udenfor dagsordenen drøftede man ligeledes spørgsmål vedrørende Helsinge-stationen. Direktør Wiboltt gav oplysning om stationsleder Olsen og hans hustrus forhold og henviste navnlig til, at hustruen var meget svag og ikke kunne passe telefonen mere, så det var nødvendigt, hvis Olsen skulle fortsætte på stationen, at få mere hjælp til pasning af stationen...18F). I museets arkiv findes desuden følgende skriftlige beretning fra Anna Kolding (1989): Folmer begyndte hos Zonen i Randers i 1934 hos direktør Christian Jensen. I 1945 oprettede Christian Jensen station i Hadsten som hjælpestation til Randers med Folmer som leder. Der var kun to vogne i Hadsten, en kranvogn og en ambulance, og der var kun Folmer til at passe det. Der var ikke lejlighed på stationen, så jeg blev boende i Randers med vores søn, der dengang var tre måneder gammel. Folmer var hele ugen i Hadsten for at passe stationen; kun om onsdagen havde han fri, så kom Christian Jensens søn Poul ned på motorcykel og passede stationen, og så lånte Folmer motorcyklen og besøgte os i Randers. Efter et år fik vi lejlighed i Hadsten, og så gik det lidt nemmere. Men vi kunne aldrig gå fra telefonen, den skulle svare dag og nat. Vi passede også brandvæsenets telefon. Når Folmer var ude, måtte jeg passe telefonen. Jeg var tit nervøs, når den ringede. Hvad kunne der nu være sket. Når Folmer var ude, måtte jeg ringe alarmen videre til Randers, og så gjaldt det om at få helt klar besked. Hvis vi skulle noget særligt, fik vi en mand ned fra Randers til at passe stationen. Men altid når vi stod med børnene og skulle afsted, ringede telefonen, og Folmer måtte i uniformen. Hvor mange gange jeg har aflyst skovture og familiebesøg kan ikke tælles på én hånd. Efter nogle år fik vi en fast medhjælper, så de var to mand, men det hjalp ikke meget, for der var stadig to vogne, og så skulle vi jo bare køre så meget mere for Randers. I 1959, efter 25 år, sagde vi stop, og Folmer fandt en mere rolig beskæftigelse.., men vi har det stadig i blodet, og må hen til vinduet, hver gang ambulancen kommer. Vores ene søn er Falckmand i dag, men det kan jo slet ikke sammenlignes med dengang...18G).Formentlig har konerne som langt overvejende hovedregel ikke været på lønningslisten, men billedet begyndte muligvis langsomt at vende. Fra 1960 foreligger en lønningsopgørelse for stationen i Maribo der viser, at Herdis Lohse Hansen årligt blev aflønnet med kr. 2.400.18H). Kunne konen ikke få løn, kunne hun i stedet få anerkendelse og opmærksomhed. Et godt eksempel er Johanne Knudsen i Hårby, som 13. oktober 1962 modtog 25-års tegnet sammen med sin mand Rasmus Knudsen 18D), og fru Trolle Christensen i Grenaa og Gudrun Olsen i Nykøbing S., som ligefrem drev stationen videre efter at deres respektive mænd var afgået ved døden. I museets arkiv findes flere sange til ære for konerne, herunder en Salut for Zone-konerne.18E). 2.1.4. Styringen af stationerne De mange stationer skulle naturligvis styres og underlægges en vis kontrol, men der findes ikke meget materiale om, hvordan det skete i praksis. En væsentlig årsag er formentlig, at Hare havde eftersyn med stationerne under sig, og at hans arkiv ikke længere findes. I følge forfatterens samtaler med flere ZR folk, anvendte Hare navnlig sin lommebog til notater, når han besøgte stationerne, og museet ved med sikkerhed, at disse lommebøger er smidt ud.18J). Herdis Lohse Hansen i Maribo har i januar 1999 overdraget museet to ringbind, som stammer fra stationerne i Slemminge og Maribo, hvor henholdsvis hendes svigerfar og mand var stationsledere i årene 1926-1962. Ringbindene indeholder stationernes korrespondance med ZR, og Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt. www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk Zone-Redningskorpset i Danmark side 23 Instruktion til vagtstuen fra 1930'erne. Hvordan man har forestillet sig, at det skulle være muligt for de en-mands betjente stationer at afsende mindst to mand pr. udrykning er en gåde, som det er svært at løse, men ZR var heller ikke nogen almindelig virksomhed. Trækpapir illustreret med situationer fra udrykninger udgivet af ZR Randers først i 1930'erne. Facaden fejlede ikke noget. ZR's store mand i Randers, Christian Jensen, til kaffebord i Villa Stellas have hos Reinholdt Hansen i Eskildstrup. Herrerne er fra venstre Wiboltt, Hare, Reinholdt Hansen og Christian Jensen. Formentlig sommeren 1933. der er grund til at antage, at de er komplette, hvilket bl.a. understøttes af, at der i andre ringbind fra samme giver er bevaret samtlige brandrapporter fra de to stationer.18K). Hvis vi altså går ud fra, at ringbindene er komplette, kan det konstateres, at der i hvert fald ikke tilgik stationerne ret mange skriftlige instrukser. F.eks. foreligger for 1934 kun én reel instruktionsskrivelse om udfyldning af rapporter; resten (9 skrivelser) er fremsendelse af penge eller veksler for udført arbejde. Noget tilsvarende gør sig gældende for øvrige år, hvor antallet af instrukser og orienteringsskrivelser er 2-3 årligt, heraf altid en om rapportudfyldningen. De særlige forhold under besættelsen udløser flere skrivelser end normalt om rationering af benzin og forbindsstoffer, registrering af våben, legitimationskort etc., men først fra begyndelsen af 1950'erne ser det ud til, at der begynder at tilgå stationerne regelmæssig instruktion og information, ligesom man påbegynder en vis nummerering af skrivelserne. En ting er imidlertid skrivelser og instrukser, noget andet er, om de følges op med kontrol. Fra begyndelsen af 1930'erne foreligger rapporter over besøg på stationerne på Sjælland foretaget af Arnold Pilemann og Sigurd Jørgensen 18L), og det har derfor formentlig fra begyndelsen været intentionen at foretage regelmæssig kontrol. Selvom der kan mangle kildemateriale, må det antages, at de gode intentioner fra korpsets begyndelse ret hurtigt ikke blev fulgt op af konkret handling. Som oplyst var det Hares opgave (formaliseret i direktørkontrakten fra 1944) at tilse samtlige stationer, men det var dog vistnok sådan, at det navnlig var stationerne i Sydsjælland, på Lolland-Falster, på Fyn og i Jylland Hare besøgte, eftersom stationerne i København og i Nordsjælland blev anset for Wiboltts domæne. Som det er beskrevet senere i dette kapitel, lagde disse besøg så meget beslag på Hares tid, at ZR's bestyrelse og forretningsudvalg i møder 21. september 1947 samt 3. og 4. september 1948 vedtog at lade Suhr overtage en del af rejseaktiviteten. Trods disse vedtagelser må Hare have fortsat stationsinspektionen, for i møder afholdt 20. og 21. januar 1949 blev han bebrejdet, at han trods bestyrelsens vedtagelser anvendte for lidt tid på sin anden hovedopgave, styring af hovedkontoret og økonomien. Hare blev derfor pålagt at være tre dage om ugen på hovedkontoret. Om Suhr kom i gang med stationsinspektion er tvivlsomt. Der findes kun én rapport om hans besøg på samtlige stationer, aflagt 17. oktober 1958 18M), og museet har ej heller mundtlige beretninger om inspektioner foretaget af Suhr. Formentlig kunne Hare godt lide sine stationsbesøg. På regnskabssiden gav kontrollen med stationerne også problemer, hvilke løbende er omtalt i afsnittet under organisation, men en ting skal dog nævnes her, nemlig stationsregnskaberne, hvis formål var at få overblik over stationernes rentabilitet. Vi kan for eksempel tage regnskabet for Viborg 1944: 18N). Indgaaet Abonnement           Kr.                        20.262,35 Indgaaet Flyverabonn.         "                           1.625,00 Indgaaet for Udrykninger      "                           3.425,69 Rapporter                     Kr.    556,80 Lønninger                     "       5.323,00 Benzin & Olie                 "       3.192,40 Forbindsstoffer               "       1.753,32 Fragt, Porto                  "         531,40 Reparation                    "       1.738,64 Provision                     "       5.350,00 øvrige Udgifter               "       1.559,08                               -------------------------------------                               Kr.    20.004,64        Kr.25.313,04                               ------------------------------------- Overskud                      Kr.     5.308,40                               ---------------- kørt 8.921 km Det er mindst fire ting at fremhæve ved regnskabet: 1) Alle abonnementsindtægter, incl. flyveabonnementer, tegnet i stationens dækningsområde, er indtægtsført under stationen som bruttoindtægt, mens provision til abonnementstegneren er belastet som en stationsomkostning. 2) Udgiften til "Rapporter" må være ture udført af andre stationer, for abonnenter tegnet under Viborg, hvilket omvendt må betyde, at "Indgaaet for Udrykninger" også indeholder "indtægt" af ture, Viborg har udført for andre stationer. 3) Husleje/ejendomsomkostninger må antages at være ført under "øvrige Udgifter" og 4) Der er ingen afskrivninger i regnskabet, som således er et rent driftsregnskab. 2.2. En organisation i kaos 2.2.1. Uoverensstemmelser Som det blev nævnt i 1. kapitel, bestod der allerede i 1929 uoverensstemmelser mellem Reinholdt Hansen og Wiboltt, og disse uoverensstemmelser skulle vise sig ikke at være enkeltstående tilfælde. Det er en kendt sag blandt Zone-folk 19), at ledelsen ikke kunne enes, men at Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt. www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk Zone-Redningskorpset i Danmark side 24 Bestilling af chassis til opbygning af ZR's stolthed Den Rullende Redningsstation i 1937 hos ZR's Ford-leverandør i Nykøbing F. skete uden Reinholdt Hansens vidende, og da han spurgte til bestillingen oplyste Wiboltt, at det drejede sig om en speciel ambulance til København. På billedet fra 1950'erne er det fra venstre Erik Ilsvard, Villy Larsen og Egon Nielsen.(nu Salo). Ford V8 1937, vogn 100 - se også stationssiden for København. Vogn 100 var ZR's stolthed, og den udkom bl.a. på mærkat, på papark til børn og som Tekno-bil. Omkring 1960 blev Vogn 100 udrangeret. Hugo Tegne-Hansen har til forfatteren fortalt, at da kranvognen kørte med Vogn 100, var det som om, den kørte med noget af ham selv. Vognen endte sine dage i Frelsens Hærs børnehjem i Frederiksværk. Omkring 1965 blev den brændt af Frederiksværk Brandvæsen som led i en brandøvelse. På museet findes vognens vandtank, en projektør og elektricitetsværket. uenighederne har sat sig betydelige spor også i det efterladte skriftlige materiale, er formentlig mindre kendt. Allerede fra 1930 foreligger dokumentation for, at der fra Eskildstrup blev organiseret "spionage" mod Wiboltt for at holde øje med, hvad han foretog sig i København, idet Sigurd Jørgensen i Espergærde 4. december 1930 sendte indberetning til Reinholdt Hansen om, at han havde foretaget prøvealarmer til ZR's stationer i Lyngby og København, uden at kunne få hjælp.19A). De interne bryderier måtte naturligvis gå ud over driften. I den ovenfor under note 18L omtalte stationsinspektion fra 1932 konkluderer Sigurd Jørgensen: Korpset har ikke een Station på Østsiden af Sjælland fra Præstø til Glostrup, begge Stationer incl., der er i Orden og som kan virke tilfredsstillende. Fra samme år har vi breve, der underbygger Sigurd Jørgensens indberetning: Lederne af Zone-Brand-Vagterne i Helsinge, Frederikssund og Hillerød tog 26. august 1932 det usædvanlige skridt i fællesskab at skrive til Nord- og Nordvestsjællandske Zone-Brand-Vagter, hvis hovedkontor lå hos Weinreich i Snertinge, og beklage sig over, at deres materiel var i en sådan forfatning, at de ikke kunne påtage sig ansvaret for at rykke ud til brand, ligesom de samme ledere samme dag sammen med lederne af ZR's stationer i Birkerød og Lillerød vedtog at stå sammen og optræde samlet overfor ZR's ledelse, med henblik på at opnå betaling af tilgodehavender og fornyelse af materiellet.18O). Formentlig bl.a. som følge af slige henvendelser og af uoverensstemmelser i øvrigt, udtrådte Weinreich som anført i 1. kapitel (note 32A), pr. 31. december 1932 af Nord- og Nordvestsjællandske Zone-Brand-Vagter, idet hans 1/3 blev overtaget af Reinholdt Hansen/Hare, således at Reinholdt Hansen, Hare og Wiboltt herefter havde hver 1/3 af selskabet.19B). Det første skriftlige vidnesbyrd vi har om egentlige uoverensstemmelser, er en fællesskrivelse fra Reinholdt Hansen og Hare af 5. juni 1934 til Wiboltt, hvor de i uforbeholdne vendinger beklager sig over, at Wiboltt negligerer de instrukser, der fremkommer fra hovedkontoret, herunder undlader at sørge for regningsudskrivning i.h.t. kørselsrapporterne. Skrivelsen slutter med bl.a. følgende salut: Ifølge den mellem Dem og underskrevne oprettede Overenskomst, erholder De et månedligt Vederlag, for hvilket De skal yde et Arbejde til Gavn for Firmaet, men vi kan imidlertid ikke se, at Deres Arbejde har nogen reel Værdi.....Skrivelsen afsluttes med en trussel om, at Wiboltts vederlag vil udeblive, og at forholdene i København vil blive omlagt, hvis ikke han retter for sig.20). Vi må gå ud fra, at der blev indført omlægninger. Af et notat, Wiboltt må have udarbejdet i 1962 i forbindelse med, at Hare skulle gå af som direktør som 75-årig, opregnede Wiboltt en række af de uoverensstemmelser, der havde været med Hare (og Reinholdt Hansen) gennem årene. Han anfører heri, at hovedkontorets udstationering af Niels Jørgen Bille og Tage Fabricius-Rasmussen 21) i København var et ønske fra Eskildstrup om at spionere i København, bl.a. fordi der samtidig blev flyttet regnskabsmateriale, kartoteker m.v. til Eskildstrup uden Wiboltts underretning og accept, ligesom Wiboltt senere blev frataget retten til penge, der indgik til København.22). Eftersom Fabricius-Rasmussen netop kom til København i forbindelse med åbningen af stationen på Amager i 1934, hvor han blev stationsleder, hænger dette fint sammen med Reinholdt Hansen og Hares fællesskrivelse.22A). "Når krybben er tom bides hestene", og om dette er forklaringen på en del af uenighederne skal være usagt, men der er ikke tvivl om, at "krybben var tom". Et eksempel er en skrivelse fra 16. august 1935 fra ZR til Zone-leder Sofus Hansen i Slemminge, som skulle have afregnet kr. 271,40, som man desværre ikke havde: Vi fremsender Beløbet i Veksel, da vi ikke i Øjeblikket har saa mange Kontanter, men vi haaber De kan faa denne diskonteret uden Vanskelighed, for Omkostningerne bedes De venligst notere os. Hvad der er sket i mellemtiden frem til 1937 kan vi ikke se af akterne, men det kan konstateres, at Hare i den forløbne periode har taget parti for Wiboltt mod Reinholdt Hansen. ZR København afgiver således med Hares indforståelse den 29. maj 1937 ordre til ZR's hovedleverandør af Ford-biler Aage Hansen, Nykøbing F. på levering af lastvognschassiset til den senere så legendariske vogn 100, ZR's katastrofevogn i København.23 og 24). Reinholdt Hansen må gennem Ford have fået kendskab til bestillingen, idet han 17. juli 1937 i en anbefalet skrivelse til Wiboltt og Hare protesterer mod købet. Han afslutter skrivelsen med at forlange, at alle køb ud over den daglige drift skal godkendes af ham.25). Den 24. juli 1937 sender Reinholdt Hansen igen en anbefalet protestskrivelse til Wiboltt og Hare i København. Anledningen var, at Wiboltt havde nægtet Suhr at få udleveret nogle brandslanger, som Reinholdt Hansen havde givet Suhr ordre til at hente på Platanvej.26). Wiboltt og Hare protesterer først den 12. august overfor Reinholdt Hansens krav af 17. juli om, at han skal godkende alle indkøb. De afslutter skrivelsen således: Vi mener, at Konklusionen af Skrivelsen maa være Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt. www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk Zone-Redningskorpset i Danmark side 25 Afskedsreception 29. januar 1940 på stationen i Aarhus i forbindelse med Ove Hermann Sørensens afrejse til Finland. Fra venstre Svend Petersen, Aarhus, generalkonsul Høyvald (med cigar), Erik Tage Fabricius Rasmussen, Aarhus, Knud Hanson, Skanderborg (i profil), Arthur Petersen, Horsens (siddende) og helt til højre Oluf Hansen, Aarhus. Midt i rivaliseringerne skulle virksomheden drives og ikke mindst profileres, og afsendelse af ambulance til det betrængte Finland i januar 1940 var en god måde at skabe goodwill på. I januar og februar 1940 afgik fire ZR-folk til Finland. Billederne her er fra Ove Hermann Sørensen, der i 1940 var redder i Aarhus. Bemærk instruktionsskrivelsen, der med sin vægt på reklame utvivlsomt må være skrevet af Wiboltt. På billedet med Falck og ZR-folk i Finland er det yderst til venstre i bageste Kay Rothe Hansen (Station H) og yderst til højre Ove Hermann Sørensen. Børge Schrøder (Station Ø) står yderst til højre i første række. Carl Hansen (Odense), der også var med i Finland, er ikke med på billedet. Deres Ønske om at være Eneindehaver af Zone Redningskorpset, hvorfor vi gerne omgaaende udbeder os Forslag om Deres opnaaelse heraf.27). 2.2.2. Opløsning af ZR ? Alt tyder på, at Reinholdt Hansen greb muligheden. Han må straks være gået til sin advokat, landsretssagfører Johannes Marcussen i Nykøbing F., for den 6. september 1937 modtager han en redegørelse fra advokaten, som har gennemgået kontrakterne af 8. juni 1930.33). I redegørelsen fraråder Marcussen Reinholdt Hansen at angribe sagen under "krigsmæssige former", idet kontrakten af 8. juni 1930 ikke giver ham mulighed for at kræve goodwill, hvis han ønsker at udtræde. Regnskabsbalancen var negativ, jf. nedenfor, hvilket ville betyde, at Reinholdt Hansen ved en udtræden ville få enten meget lidt eller slet intet ud af ZR. Marcussen foreslår i stedet, at der etableres en forhandling med Hare.28). Reinholdt Hansen må antages at acceptere dette, for den 6. oktober 1937 foreligger fra Marcus- Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt. www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk Zone-Redningskorpset i Danmark side 26 Hare og Wiboltt lod gennem Borup Svendsen forstå, at Reinholdt Hansen havde begået misligholdelse ved at lade private regninger som denne betale via ZR's konto. Bemærk fakturateksten og Reinholdt Hansens påtegning om at udgiften skulle belastes ZR. Efter slagsmålet på hovedkontoret mellem Reinholdt Hansen og Hare 30. november 1938 kunne de to direktører ikke tale sammen. Hares krav blev fremsat ved anbefalet brev, selvom han boede dør om dør med Reinholdt Hansen. Rivaliseringerne må nødvendigvis have været kendt i Eskildstrup. sen et forslag til en skrivelse til Hare. I skrivelsen forklarer Marcussen, at Reinholdt Hansen er bekymret for selskabets økonomiske situation, fordi likviditeten er meget dårlig, og fordi han ikke er underrettet om, hvad Wiboltt og Hare foretager sig. Som eksempler nævner han oprettelse af station på Bornholm, De Nord- og Nordvestsjællandske Zone-Brand-Vagter og forholdene i København. Marcussen foreslår, at de forskellige virksomheder lægges sammen til én virksomhed, at der etableres en bestyrelse, og at direktørernes kompetencer afgrænses således at: En Direktør skal tage sig af Stationer og Materiel (Må være møntet på Reinholdt Hansen). En Direktør skal tage sig af Akkvisition og Forhandlinger (Må være møntet på Hare). En Direktør skal tage sig af Propaganda og Bearbejdelse af nye Projekter (Må være møntet på Wiboltt). Endelig foreslår Marcussen, at der ansættes en kontorchef, som skal styre økonomien og sikre, at budgetterne overholdes.29). Parterne må være kommet til en eller anden forståelse efter dette, herunder have drøftet at sammenlægge Zone-Redningskorpset, Lolland-Falsters Redningskorps, Sydsjællandske og Lolland-Falsterske Zone-Brand-Vagter samt Nord- og Nordvestsjællandske Zone-Brand-Vagter til ét aktieselskab, idet Marcussen 26. januar 1938 fremsender statusopgørelser til brug for sammenlægning af virksomhederne og omdannelse til aktieselskab.30). Af statusopgørelserne fremgår, at Zone-Redningskorpset samt Nord- og Nordvestsjællandske Zone-Brand-Vagter havde en underbalance på kr. 192.000 trods aktivering af goodwill med kr. 335.000. Lolland-Falsters Redningskorps og Sydsjællandske- og Lolland-Falsterske Zone-Brand-Vagter havde derimod efter aktivering af goodwill med kr. 130.000 en samlet positiv kapital på kr. 562.000, således at det nye selskab kunne få en aktiekapital på ca. kr. 370.000. De interne kapitalandele var ulige fordelt. Reinholdt Hansens var størst med kr. 195.000, Hares mindre med kr. 147.000, mens Wiboltts var negativ, som følge af, at han ikke var medejer af Lolland-Falsters Redningskorps.31). Vi ved, at det ikke blev til noget med aktieselskab i denne omgang. Derimod tårnede problemerne sig op i et omfang, som nær var ved at koste ZR dets eksistens. For det første fremsatte Reinholdt Hansen krav overfor Lolland-Falsters Redningskorps om, at han skulle have vederlag for sprøjteøvelser m.v. i årene 1925-1936 samt Zone-ledergage m.v. i samme periode med i alt kr. 83.675.32). Hertil kom, at efter at Reinholdt Hansen havde indset, at han ville stå dårligt ved at udtræde, truede han gennem Marcussen ved en skrivelse af 29. september 1938 med en anden bestemmelse i k/s-kontrakten af 8. juni 1930 33), hvoraf fremgik, at hver af parterne kunne kræve likvidation, hvis selskabet havde tabt sin egenkapital, og det tegnede abonnement ikke kunne dække driften. I skrivelsen anfører Marcussen, at betingelserne for likvidation er opfyldt, hvorefter han opstiller to muligheder: Enten må ZR opløses, hvorved Reinholdt Hansen vil få et tilgodehavende kr. 75.000 (jf. forskellene i kapitalandele ovenfor) + kravet vedrørende sprøjteøvelser, eller Hare (og Wiboltt) må acceptere, at der bliver indgået ny interessentskabskontrakt, i følge hvilken alle tre parter skal samtykke i alle nyanskaffelser og udvidelser.34). Det bedste forsvar er som bekendt et angreb, og Hare og Wiboltt lod svare gennem landsretssagfører Borup Svendsen den 3. oktober 1938 36) med meddelelse, at Reinholdt Hansen havde misligholdt interessentskabskontrakten ved at lade private udgifter betale via ZR, ved at få udbetalt beløb til repræsentation, uden at der forelå bilag, ved at skrive høje regninger til ZR for reparationer udført af Lolland-Falsters Redningskorps, og endelig ved ikke at anvende sin fulde arbejdskraft i ZR's tjeneste. Skrivelsen slutter med at opfordre Reinholdt Hansen til at udpege en voldgiftsmand, idet Borup Svendsen samtidig oplyser, at han er udpeget som Hares og Wiboltts voldgiftsmand.37). Tingenes foreløbige kulmination sker den 30. november 1938 på kontoret i Eskildstrup. Kontorchef Petersen, som egentlig havde ferie, indfinder sig på kontoret ved 15:00-tiden. På hans plads sidder Reinholdt Hansen og gennemgår hans papirer. Da kontorchefen efter det foreliggende "er Hares mand", og da Reinholdt Hansen har kontorchefen mistænkt for at have uorden i pengesagerne, bortviser han Petersen under henvisning til hans ferie. Om aftenen kommer Reinholdt Hansen forbi kontoret med sin kone og ser der er lys. På kontoret finder han Hare og Petersen. Under henvisning til episoden kl. 15:00, vil Reinholdt Hansen igen bortvise Petersen. Idet Petersen nægter at gå, vil Reinholdt Hansen smide ham ud, hvilket Hare modsætter sig. Louise Reinholdt Hansen hidkaldes af mændenes højrøstede tale og når at se, at Petersen kaster en stol efter Reinholdt Hansen. Hidsigheden løber herefter af med Reinholdt Hansen, og det kommer til vold overfor Hare, hvorved han brækker et ribben. I mellemtiden har Louise Reinholdt Hansen fået ringet efter Suhr, der lægger sig imellem, hvorefter Reinholdt Hansen følger Petersen ud, mens Hare ringer til sin læge, dr. Gulmann.38). Sagen fører til omgående sagførerreaktion. Allerede den 2. december 1938 kommer Borup Svendsen til Nykøbing F., hvor han holder møde med Marcussen. Det fremgår ikke hvad mødet er gået ud på, men noget tyder på, at de to advokater er blevet enige om, at der nu måtte arbejdes målrettet mod at få foretaget de tiltag, som Marcussen var inde på i skrivelsen af 6. oktober 1937, tiltag som ikke var blevet til noget. Efter mødet med Marcussen kørte Borup Svendsen til Eskildstrup, hvor han traf aftale med Reinholdt Hansen om, at denne ikke måtte vise sig på kontoret, ligesom han på Hares vegne forbeholdt sig at indgive politianmeldelse.39). Parterne afholder 8. december 1939 et forligsmøde i Eskildstrup uden resultat, hvorefter Hare og Wiboltt den 9. december fratager Reinholdt Hansen fuldmagt til at tegne ZR, ligesom Hare Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt. www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk Zone-Redningskorpset i Danmark side 27 Berlingske Aftenavis bragte 6. november 1942 en omtale af en stor herregårdsbrand på Lolland samme morgen. Både ZR, Falck, Nykøbing F. Brandvæsen og C.B.-udrykningskolonnen var mødt. Avisen skriver, at direktør Reinholdt Hansen fra ZR overtog ledelsen på brandstedet. Midt i rivaliseringerne indtelefonerede Wiboltt samme aften dette telegram til Reinholdt Hansen. Brochure fra ca. 1938 med små Zone-historier, skrevet af Wiboltts højre hånd Georg Elmose, der drømte om en fremtid som forfatter eller journalist. kræver forskellige forhold afklaret, mod at afstå fra at indgive politianmeldelse.40). Den 13. januar 1939 mødes Reinholdt Hansen og Marcussen med Wiboltt og Borup Svendsen på sidstnævntes kontor i København. Mødets emne er Drøftelse af Mulighederne for et fortsat Samarbejde mellem Indehaverne af Zone-Redningskorpset m.v. Man bliver enige om at søge Hares tilslutning til en fortsættelse af korpset. Oplægget er, at der skal indføres en arbejdsdeling, gående ud på, at Reinholdt Hansen skal stå for Lolland-Falster og Sydsjælland, Wiboltt for København og Hare for resten af landet. Der skal udarbejdes budget, indenfor hvilket hver direktør kan råde, hovedkontoret skal overflyttes til København, og der skal desuden nedsættes en bestyrelse. Uenighed skal afgøres af en opmand, der vælges af bestyrelsen. Alle indtægter fra de fire selskaber skal som hidtil gå i en samlet kasse, og den fremtidige kapitalfordeling skal tilrettelægges således, at Wiboltt med tiden kan komme på lige fod med Hare og Reinholdt Hansen.41). Hare fik oplægget forelagt til udtalelse og han var i det store hele enig i, at virksomheden skulle fortsætte. De kommentarer han tilføjer, må i al væsentlighed være møntet på Reinholdt Hansen, bl.a. ønsker han en bestemmelse om, at to interessenter kan udløse den tredje hvis de finder, at denne umuliggør samarbejdet. Reinholdt Hansens område definerer Hare til Lolland-Falster, Møn samt zonerne Lyderslev, Rønnede, Baarse, Haslev og Næstved. Hare anfører, at en bestyrelse i realiteten vil komme til at fungere som "permanent voldgiftsdomstol", men at han ikke vil modsætte sig en bestyrelse. Han er i øvrigt enig i, at der bør dannes et aktieselskab.42). Der kan være grund til at minde om, at midt i al dette virvar var ZR inde i en rivende udvikling. I marts 1938 var indviet storstation i Aarhus, redningsbåden "Buldog" var overført dertil, og "Tertia" var blevet indviet i København med lancering af "Sundalarm" med samarbejde med politiets eftersøgningsafdeling m.v. Hovedstationen på Platanvej var efter endt bygning af garageanlæg med beskyttelsesrum blevet indviet med korpsets stolthed "Den rullende redningsstation" i garagen og i Kastrup præsenteredes 9. marts 1939 Danmarks første ambulanceflyvetjeneste med Monosparen, som havde kostet kr. 60.000. Hertil kom organisering af gasmasker til civilbefolkningen, afsendelse af ambulance til Finland, udgivelse af børnebøger m.v. som alt sammen vakte stor opmærksomhed om ZR.43). Der foreligger fra perioden dels et pengebudget for 1938 der viser, at forretningen lige akkurat kunne løbe rundt. Den samlede omsætning ansloges for 1939 til kr. 1.146.000. Der foreligger endvidere et mere dystert likviditetsbudget for januar 1939. Det fremgår, at nytegningen må antages at medføre en forbedring af likviditeten i forhold til samme kvartal 1938 med mindst kr. 50.000, således at de samlede indtægter blev anslået til kr. 263.000. Efter afholdelse af alle estimerede udgifter for januar kvartal, ville der imidlertid mangle kr. 31.000 i kassen, hvoraf kr. 16.000 var afdrag på samlet vekselgæld på kr. 210.000. Hertil skal lægges en opgørelse fra januar 1939, i følge hvilken checks for kr. 6.000 var anmeldt som dækningsløse.44). Akterne for den senere udvikling er desværre sparsomme, men vi må gå ud fra, at den omtalte bestyrelse - betegnet "Præsidium" - blev etableret, for den 25. marts 1939 skrev Marcussen til Hare og Wiboltt og bekræftede, at de havde valgt Borup Svendsen som deres medlem af præsidiet, mens Marcussen var valgt af Reinholdt Hansen. Marcussen foreslår, at møderne afholdes skiftevis i Eskildstrup, skiftevis i København en gang om ugen, og at han og Borup Svendsen deltager på skift for at tage referat m.v. Af de mest presserende sager anfører Marcussen budgetlægningen og forflyttelse eller afskedigelse af kontorchef Petersen, som Reinholdt Hansen ikke kunne med, jf. episoden 30. november 1938.45). 2.2.3. Elmosesagen Den 19. september 1940 brød et nyt uvejr løs over Zone-Redningskorpset. Wiboltts sekretær og betroede medarbejder siden 1932, Georg Elmose, blev anholdt og sigtet for besvigelser overfor ZR, som, da han blev dømt 16. maj 1941, i alt blev opgjort til knap kr. 33.000. Sagen gav betydelig medieomtale. I følge Af BT 20. september 1940 havde ZR's regnskaber i en årrække været i syndig uorden, og at det ville vare længe, før kriminalpolitiet ville kunne trænge helt til bunds i sagen.46). En ting var, at sagen medførte et tab, og at den gav ZR negativ omtale, omend kun forbigående. En anden ting var, at sagen igen gav anledning til interne stridigheder mellem direktørerne. Materialet er sparsomt, men i det tidligere nævnte notat om Wiboltts forhold til Hare fra 1962 47), anfører Wiboltt herom: Da "Elmosesagen" kom frem, stod jeg fuldstændig alene, uden støtte, hverken moralsk eller økonomisk. Naturligvis stod jeg alene med ansvaret, da det var en af mine medarbejdere, men derfra og til fuldstændig at "undsige mig" er der dog et stort spring. Jeg havde jo ikke selv haft nogen fordel af transaktionerne - tværtimod. Det der kunne lastes mig, var "utilstrækkeligt tilsyn", men det skyldtes at der jf. ovenstående (fratagelse af Wiboltts dispositionsret, jf. ovenfor) måtte jongleres med flere kasser, for at jeg overhovedet havde mulighed for at gennemføre de forretninger jeg var i gang med, vedr. gasmasker, Finlandsambulance og Flyvetjenesten foruden afviklingen af "spanske børn" - alle sager, der gavnede korpset. Resultatet var, at Hare, bl.a. som følge af Elmosesagen, mistede noget af tilliden til Wiboltt, og ikke fortsat stod last og brast med ham mod Reinholdt Hansen, således som det var tilfældet fra slutningen af 1930'erne.48). Deres forhold skulle efter Reinholdt Hansens død blive endnu mere anstrengt. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt. www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk Zone-Redningskorpset i Danmark side 28 ZR havde to hovedkontorer der konkurrerede indbyrdes - og de udgav hver sin telefontavle. De to viste er begge fra 1957 og som det ses var der lidt mere "spræl" i den københavnske udgave, der på bagsiden henviste reklamationer til Nykøbing F. (!) 2.3. 19. januar 1943 - Reinholdt Hansen dør Den 19. januar 1943 døde Reinholdt Hansen pludseligt på sit kontor i Eskildstrup.49). Hare holdt en ganske kort tale ved graven, der nok skulle tages med et gran salt: Wiboltt og jeg takker dig på Zone-Redningskorpsets vegne for dit gode kammeratskab og det samarbejde, som nu er afsluttet. Du har været ude for et begivenhedsrigt og krævende arbejde, og du har mødt mange hindringer på din vej mod målet. Men dertil har arbejdet også været glædeligt, for uden din indsats havde vi ikke naaet det resultat som nu. Farvel kære ven. Tak for dit venskab. Tak for din indsats. Tak for alt.50). Reinholdt Hansen var barnløs, og ZR med tilhørende virksomheder faldt i arv til hans kone Louise Reinholdt Hansen 51), der herefter indtrådte som medejer af Zone-Redningskorpset med tilknyttede virksomheder.51A). Selvom Louise Reinholdt Hansen havde fulgt virksomheden på tæt hold siden den spæde start i 1920'erne og på mange måder havde deltaget i driften 52), måtte hun støtte sig til Marcussen, der fremover blev hendes repræsentant overfor Hare og Wiboltt. Marcussen var optaget af at benytte lejligheden til nu at få bragt de forhold i orden, han allerede i 1937 havde foreslået: Sammenlægning af Zone-Redningskorpset, Lolland-Falsters Redningskorps, Sydsjællandske og Lolland-Falsterske Zone-Brand-Vagter, Nord- og Nordvestsjællandske Zone-Brand-Vagter (samt Zone-Redningskorpset på Bornholm og Flyve-Ambulance-Tjenesten, der også var selvstændige selskaber med 1/3 til hver interessent) til ét redningskorps i aktieselskabsform, hvorved de mange interne stridigheder og omkostninger, herunder til administration af mellemregningskonti selskaberne imellem, kunne bortfalde og dermed spares. Hertil kom etablering af en formaliseret bestyrelse som led i dannelsen af aktieselskab.52A). 30. april 1943 fremsendte Marcussen udkast til åbningsstatus for Zone-Redningskorpset A/S til udtalelse til Hare. Marcussen og Hare må efterfølgende have afholdt møde med Wiboltt og Borup Svendsen 29. maj 1943, idet Marcussen den 21. juli 1943 kraftigt rykker Wiboltt for en tilbagemelding på det under mødet passerede.53). Problemet for Wiboltt synes at have været, at hans kapitalkonto kun var kr. 33.000, hvilket var meget mindre end Louise Reinholdt Hansens og Hares på h.h.v. kr. 169.000 og kr. 113.000, idet der som udgangspunkt skulle udstedes aktier i forhold hertil. Wiboltt og Borup Svendsen protesterede overfor revisors kapitalfordeling, og det lykkedes Wiboltt at påvise fejl i de gamle regnskaber, som udjævnede udgangspunktet noget. Hertil kom, at Wiboltt kunne fremvise en skrivelse fra Reinholdt Hansen, hvor han tilsagde Wiboltt et beløb på kr. 40.000, som ZR havde tjent på gasmaskesalg ved Wiboltts mellemkomst. Endelig havde Wiboltt den trumf, at det i 8. juni 1930 aftalen var anført, at han til enhver tid havde ret til at indtræde "som ligeberettiget tredjepart" i Lolland-Falsters Redningskorps, mod at betale 1/3 af abonnementsindtægten fra foregående år + 1/3 af den bogførte værdi af materiellet, hvilket han nu gjorde brug af.54+55). Der blev på dette grundlag ført forhandlinger mellem parterne som førte til, at hver part skulle stå lige, dog at Wiboltt skulle skylde Louise Reinholdt Hansen kr. 15.000, hvilket Wiboltt i sidste afgørende forhandling fik ændret til, at ZR skulle betale dette beløb.55). Resultatet var, at Marcussen i august kunne fremsende til underskrift vedtægter, stiftelsesdokument, forretningsorden og direktørkontrakter for Hare og Wiboltt samt kontrakt for Louise Reinholdt Hansen. Selskabets kapital skulle være kr. 300.000 med kr. 100.000 til hver. Louise Reinholdt Hansens blev sikret en årlig ydelse, uden at skulle yde nogen arbejdsindsats til gengæld.56). Også i denne omgang havde Marcussen forregnet sig med hensyn til at opnå stiftelse af aktieselskab, men nu af skattemæssige årsager, som ikke var afklaret. Da der imidlertid var opnået enighed om kapitalandele, om sammenlægning af virksomhederne, om nedsættelse af bestyrelse og forretningsudvalg, slog man til og stiftede 15. juli 1944 Zone-Redningskorpset I/S. Interessentskabskapitalen var kr. 300.000 med kr. 100.000 til hver interessent, idet Louise Reinholdt Hansen dog blev tituleret "kommanditist" Bestyrelsen kom til at bestå af Louise Reinholdt Hansen og Marcussen, Hare og dennes daværende svigersøn, kriminalassistent Arvid Egeberg (valgt 14. september 1944) samt Wiboltt og Borup Svendsen. (valgt 1. november 1944 57)) Det fremgår ikke, hvem der blev valgt til formand. Muligvis gik hvervet på skift mellem Borup Svendsen og Marcussen på samme måde, som da ZR blev aktieselskab 56A), eller måske kunne man ikke blive enige om, hvem der skulle bestride hvervet. Til et forretningsudvalg blev valgt Marcussen, Hare og Wiboltt. Som administrerende direktører blev ansat Hare og Wiboltt. I følge direktørkontrakterne skulle de gå af ved det fyldte 70. år, hvorefter de skulle tillægges pension. (Hare var født 1887 og Wiboltt 1896). I følge Hares direktørkontrakt skulle han forestå ledelse af økonomi og stationsinspektion, mens Wiboltt havde ansvaret for Flyve-Ambulance-Tjenesten samt København. Til revisor valgtes statsautoriseret revisor Poul Hjort i København i stedet for statsautoriseret revisor Axel Mortensen.55 + 58). Louise Reinholdt Hansens rolle som bestyrelsesmedlem er ikke afklaret, men som det ses af stationssiderne, var der ved flere lejligheder stationsledere, der tyede til hende, når de mente ikke at kunne komme igennem overfor Hare og Wiboltt, se således navnlig Horsens og Aarhus. I Helsinge (se denne) optrådte Louise Reinholdt Hansen i fuld offentlighed lidet loyalt overfor Wiboltt. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt. www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk Zone-Redningskorpset i Danmark side 29 Under frygten for en gaskrig sidst i 1930'erne købte Wiboltt 150.000 gasmasker i Tyskland, solgte dem til de danske myndigheder og forestod fordeling af dem til husvagterne, alt med stor fortjeneste for ZR. Sagen havde betydelig opmærksomhedsværdi i pressen og selv omtalen af de 15.000 tomme trækasser til gasmaskerne var forsidestof i B.T. 15. oktober 1940. Under forhandlingerne om reorganiseringen af ZR efter Reinholdt Hansens død kunne Wiboltt fremvise en skrivelse fra Reinholdt Hansen, hvor han tilsagde Wiboltt et beløb på kr. 40.000, som ZR havde tjent på gasmaskesalget. Billedet blev bragt i BT 20. september 1939. Det bringes endnu fra år til andet af pressen. Sponsoreret af Nordfoto. 2.4. 15. juli 1944 - Zone-Redningskorpset I/S Forretningsudvalget trådte sammen første gang 14. september 1944 med deltagelse af Louise Reinholdt Hansen. Af sager der blev behandlet var bl.a. skrinlæggelse af planer om at oprette station i Nibe, incassosager, næringsbevis, bomærke m.v. Det vedtoges ikke at afmelde "Lolland-Falsters Redningskorps", og at få ansat en kontorchef og en rejseinspektør snarest.59). En enkelt sag fra bestyrelsesmødet 5. marts 1945 fortjener at blive nævnt. Wiboltt ønskede i forbindelse med vedtagelse af regnskabet for 1944 at afsætte et beløb til udbetaling af gratialer til ældre, særligt betroede medarbejdere, men Hare var imod og forslaget blev derfor ikke gennemført.59A). Akterne for den følgende periode er desværre sparsomme, men fra 1947 findes der igen arkivmateriale bevaret. For det første har vi en intern revisionsrapport fra 1947. Udover en række uheldige personsager, kommer rapporten bl.a. ind på rapportopfølgningen: (citat) 60). Vedrørende Udrykningsregningerne har Kontrolmulighederne været ringe, dels paa Grundlag af Bogføringens Beskaffenhed, dels paa Grund af Personalemangel til at ordne, sortere og kontrollere Rapporterne og Regningerne. Paa Hovedkontoret ligger Stabler af ubehandlede Rapporter ligesom f.Eks. der ligger mindst 3/4 Aars Regninger, som man nu ingen Mulighed har for at kontrollere om disse er indgaaede, rigtigt annulerede o.s.v. Revisionen matte selv den 12. Februar i Aar tage ind til København for selv at slaa de i Behold værende Regninger op, da man endnu ikke havde modtaget Meddelelse om Beholdningens Størrelse. Det var desværre Kaos disse befandt sig i. I Ekspeditionsmapperne laa der Regninger til et Beløb af Kr. 35.053,16 idet der dog ved en Stikprøve viste sig at ligge en Regning på Kr. 2000,- som var indgaaet for flere Måneder Siden. Endvidere laa der i forskellige Bunker med Betegnelsen helt ubekendte, mangelfuld Adresse, flyttede og gamle Restancer. En af Kontordamerne oplyste endvidere at jeg godt kunde komme ud for at den kvitterede Regning godt kunde befinde sig i en af de øvrige Bunker, mens den ukvitterede laa i en anden bunke..... Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt. www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk Zone-Redningskorpset i Danmark side 30 En af de 150.000 gasmasker Wiboltt importerede i 1939 kan ses i museet. Herunder fra ZR's salgsbrochure med gasbeskyttelsesmateriel. Tre nøglemedarbejdere i ZR: Marnefrid Suhr, driftsleder, gift med Reinholdt Hansens niece Ely. Overtog ledelsen i Eskildstrup efter Reinholdt Hansens død i 1943. I 1947 blev han udnævnt til driftsleder og i 1957 optaget i Femmandsgruppen. Frederik Sparre, primus motor i stationsudbygningen på Fyn og i Jylland. Se nærmere stationssiden for Odense. Yderst til højre Ulrik Falskov, hovedbogholder på hovedkontoret i Nykøbing F. Falskovs kompetence strakte sig langt ud over bogholderiet. Han var af Hare udset til at skulle deltage i forbindelse med en påtænkt omdannelse til aktieselskab i 1954, men det blev ikke til noget, og han kom ikke med i Femmandsgruppen i 1959. Han var reelt fratrådt inden sammenlægningen og erstattet af Bjørn Bredo, der efter sammenlægningen kom først kontoret i Hellerup, senere til Falck-Huset. Man må antage, at rapporten er blevet drøftet på ZR's generalforsamling, der strakte sig over dagene 20.-21. marts 1947, hvoraf der ikke i arkivet findes noget referat, men som er omtalt i en skrivelse fra Poul Hjort af 2. september 1947. Revisoren ønskede stationeres regnskaber omlagt med henblik på bedre at kunne følge de enkelte stationers økonomi og for at sikre større kontrol, hvilket var blevet vedtaget.61). Generalforsamlingen er også omtalt i korrespondance fra Marcussen. Louise Reinholdt Hansen havde fremsat ønske om at blive købt ud, og Hare og Wiboltt havde lovet at vende tilbage til dette. Marcussen og Louise Reinholdt Hansen havde (derfor) en forventning om at være på vej ud af bestyrelsen, hvorfor de ikke havde deltaget aktivt i behandlingen af en række af de forhandlede sager.62). Møde for vedtagelse af regnskabet for 1946 var fastsat til 28. maj 1947, men der var ikke indkaldt til mødet som aftalt. I uforbeholdne vendinger beklager Marcussen sig i skrivelse af 28. maj 1947: Jeg har altid hævdet, at Fasthed i Administrationen er nødvendig i et saa stort Foretagende, og heri er jeg formentlig enig med D'Herrer. Til Fasthed i Administrationen hører imidlertid ogsaa en vis Systematik med hensyn til Møderne og en passende Kontrol med, Mødernes Resultat føres ud i Livet. Jeg maa derfor henstille, at de øvrige Medlemmer af Bestyrelsen, før Mødet opgiver hvilke Spørgsmål, de ønsker behandlet, og at Mødet begynder med, der vælges en Ordstyrer, som paa Grundlag af de foreslaaede Sager fastsætter en Dagsorden og sørger for, at den bliver overholdt, samt drager Omsorg for Affattelse af Protokol over Forhandlingerne.63). Møde kom herefter i stand til 13. juni 1947. Marcussen havde 27. marts 1947 fremsat forslag til Hares og Wiboltts overtagelse af Louise Reinholdt Hansens andel af ZR, men de kunne ikke acceptere forslaget, og de var ikke i stand til at fremsætte modforslag. De tiltrådte, at Marcussen søgte salg til anden side mod at de forinden kunne godkende, hvem der blev forhandlet med. Referatet tyder på, at det vigtigste for Louise Reinholdt Hansen var at være sikret pension. Man vedtog at lade revisor udarbejde en status som grundlag for forhandlingerne. Man ønskede også at oprette en stilling som regnskabschef. Wiboltt blev spurgt, om de tiltag vedrørende administration, som var blevet vedtaget på revisors anbefaling i marts, var gennemført. Wiboltt meddelte, at regningsudskrivningen var a jour, men at de øvrige tiltag ikke var iværksat; dels havde der været typografstrejke, som havde forhindret trykning af bøger, dels var omlægningen blevet modarbejdet.64). 2. september 1947 foreligger en længere skrivelse fra Poul Hjort, hvor han beklager sig over, at han trods begæring om at måtte deltage i forretningsudvalgsmødet i august, ikke var blevet indkaldt. Poul Hjort skriver, at de vedtagelser der fandt sted på generalforsamlingen i marts omkring omlægning af stationsregnskaberne, ikke er blevet gennemført p.g.a. modstand fra hovedbogholderen 65), at revisors ønske om kvalificeret personale til førelse af regnskaber m.v. ikke var blevet imødekommet, hvilket indebar, at bogføringen fortsat var bagud, således var kassejournalen i juli måned kun ført til 13. maj og bankjournalen til 1. maj. Endvidere kunne han konstatere, at der ikke var grebet ind overfor de personsager, som var påpeget i den interne revisionsrapport fra foråret, hvorfor han meddelte, at han ikke længere kunne påtage sig at være revisor for ZR.65A). Marcussen reagerer omgående. Den 8. september 1947 skriver han et harmdirrende brev til ZR's bestyrelse, hvori han anklager direktørerne for ikke at efterleve bestyrelsens påbud, og at han må forlange deres afsked, hvis ikke de med Fuld Styrke sætter ind paa øjeblikkelig og nøjagtig Gennemførelse af Beslutningerne. Han forlanger endvidere indkaldt til bestyrelsesmøde omgående.62). Bestyrelsesmøde finder herefter sted 21. september 1947 på Hares kontor på Platanvej. Wiboltt deltog ikke p.g.a. sygdom, ligesom Egeberg ikke var mødt. Mødet må antages ikke at være gået stille af. Marcussen ville vide, om man ville købe Louise Reinholdt Hansen ud, men Borup Svendsen og Hare måtte meddele, at der ikke kunne fremsættes noget tilbud. For at sikre større fasthed, vedtoges det at opnormere Suhrs stilling, således at han fik ansvaret for kontrollen med stationer og materiel samt organiseringen af nytegningen. Det vedtoges også, at der nu skulle ansættes en regnskabschef, men man kunne ikke opnå enighed om valget, idet Marcussen ikke kunne tiltræde et forslag om at ansætte Bille i denne stilling. Mest røre må spørgsmålet om direktørernes misligholdelse have vakt. Marcussen ønskede vedtaget et forslag om at udtale en advarsel til direktionen, som skulle afskediges, hvis ikke den rettede sig efter bestyrelsens beslutninger. Både Borup Svendsen og Hare vendte sig selvsagt mod forslaget og bestred (Borup Svendsen på Wiboltts vegne) ikke at have efterlevet beslutningerne fra marts, hvorefter Marcussen frafaldt afstemning om forslaget.66). 2.5. 1. januar 1949 - Louise Reinholdt Hansen udtræder At likviditeten var anstrengt i ZR, er de fleste, som har beskæftiget sig med korpset, fuldt klare over, og det er da også forudsætningsvist fremgået af denne fremstilling. Noget tyder imidler- Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt. www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk Zone-Redningskorpset i Danmark side 31 Stationskort der kan dateres til omkring 1950.Som det ses stod ZR svagt i den vestlige del af Jylland. At Baarse er med på kortet må være en fejl. Med Louise Reinholdt Hansens (3.2.1884 - 9.6.1959) udtræden af ZR 1. januar 1949 var en epoke i korpsets historie slut. Louise Reinholdt Hansen - med kaldenavnet Loys - stammede fra Gilleleje. Hun var uddannet i en blomsterforretning og var meget dygtig til sit fag. Blomsterdekorationen nævnt i Sophus Falcks brev i kapitel 3 afsnit 3.3.2. var lavet af hende. Efter Reinholdt Hansens død i 1943 blev ZR omorganiseret, og der blev nedsat en bestyrelse, i hvilken Loys fik sæde sammen med lrs. Johannes Marcussen. Hendes rolle i årene 1943-1949 er ikke klarlagt, men korrespondance viser, at flere ZR-ledere tyede til Louise Reinholdt Hansen, når de mente ikke at kunne komme igennem overfor Hare og Wiboltt. Foto ca. 1952. tid på, at tilstanden forværredes i perioden fra sidst i 1940'erne til begyndelsen af 1950'erne. Et eksempel er Falskovs likviditetsopgørelse pr. 31. august 1948, formentlig udarbejdet bl.a. til brug for et forretningsudvalgsmøde 3. september 1948 Falskov anfører: Man maa imidlertid Betænke, at Betalinger til Kreditorer over flere Måneder har været holdt saa stærkt tilbage som overhovedet muligt...". Opgørelsen viser, at likviditeten lige akkurat kunne løbe rundt med de penge, der ville indgå for september, men at der så ikke var meget tilbage til driften i september. Falskov mener, at en del af forklaringen måtte søges i, at København ikke afregnede som aftalt, således at hovedkontoret manglede kr. 90.000, mens man bl.a. har måttet afholde udgift til 3 nye ambulancer til København. Falskov anbefaler, at der omgående kommer gang i abonnementstegningen, selvom det ikke vil forbedre likviditeten straks, idet første års indtægt går til abonnementstegnerens provision, kontrakt og arbejde i forbindelse hermed. Falskov anfører, at det navnlig er i Jylland, der er behov for at få gang i tegningen.67). Forretningsudvalgsmøde fandt herefter sted fra fredag 3. til lørdag 4. september 1948.68). Der var enighed om omgående at opprioritere tegningsarbejdet i Jylland, for tegningen var godt i gang på Sjælland, Lolland-Falster og til dels på Fyn. Jylland skulle inddeles i distrikter som på Sjælland, og en tegningsinspektør i hvert distrikt skulle have et antal repræsentanter under sig. Også likviditeten blev drøftet. Der var enighed om, at den skulle forbedres. Hare mente, at de økonomiske dispositioner var spredt på for mange hænder, og at det havde været hensigten ved direktørkontrakterne fra 1947, at han skulle styre økonomien, hvilket han ikke havde kunnet i tilstrækkeligt omfang p.g.a. rejseaktivitet. Der var enighed om, at Hares rejseaktivitet skulle overtages af Suhr, og Hare påtog sig fremover at være tre dage om ugen på hovedkontoret. Af andre sager fra forretningsudvalgsmødet, der kan nævnes til illustration, er at Wiboltt, den dårlige økonomi til trods, havde købt kr. 3.500 præmieobligationer, som han ville give lejlighedsvist til personalet til påskønnelse, ved jubilærer etc. Hare var imod dette, og Wiboltt måtte i følge det efterfølgende referat selv overtage obligationerne. Den 3. december 1948 foreligger fra Falskov en ny likviditetsopgørelse, der er endnu mere dyster end opgørelsen fra august. 69). Til rådighed i december var kr. 177.999, mens der var regninger og forpligtelser for kr. 256.797. Falskov anfører om situationen: Fra Landmandsbanken, her, er ved telefonopringning den 1. ds. meddelt os, at checks, for hvilke der ikke er direkte dækning ved fremkomst i banken, vil blive returneret som dækningsløse. Falskov anfører, at det nu går godt med nytegningen i hele landet, og at det vil lette likviditeten på længere sigt, hvorfor han foreslår at optage lån. Han slutter med at anføre, at løsninger haster, idet korpset likviditetsmæssigt ikke vil kunne klare sig gennem december. Marcussen reagerer som vanligt. Han kræver møde, og han forlanger, at direktionen lever op til de beslutninger, der træffes på møderne.70). Marcussen fik dog først nyt møde i januar, som kom til at strække sig over dagene 14. og 15. samt 20. og 21. januar 1949. 71) Marcussen havde i et brev klaget over, at Hare ikke havde været på kontoret som aftalt. Hare forklarede sig med, at han havde brugt kræfterne på at opbygge akkvisitionen i Jylland, ligesom han i samarbejde med Wiboltt havde taget initiativ til at undersøge mulighederne for besparelser. I alt havde man ment, at 25-35 stillinger skulle spares, hvoraf der var taget skridt til at afskedige 8 mand på de københavnske stationer. Der skulle ved afskedigelserne tages hensyn til mandskab, som havde ydet bedst tjeneste og til mandskab med forsørgerforpligtelser. Til brug for vurderingen havde man bedt stationerne udarbejde opgørelser over deres aktivitet, og en sådan opgørelser foreligger for stationen i Silkeborg for perioden 5.-14. februar 1949. Stationslederen skriver, at der på stationen er en kranvogn, en ambulance og en siddende ambulance, alle modeller fra 1930'erne. (Se farvefoto side 109). Han fortsætter: Der er paa Stationen een Stationsleder og 2 Assistenter. De to Assistenter skiftes til Nattevagt, de skiftes til Fridag een Gang om Ugen Fredag eller Søndag. Jeg selv er Nattevagt hveranden Aften. Hveranden Aften bruger vi Ekstramanden. Vi har Aftale med Ekstramand, som kan tilkaldes efter Behov, dog ikke uden Varsel. I de Tilfælde, hvor alle disponible Mand er ude, passes Telefonen af min Kone. Jeg figurerer selv i alle Døgn paa Statistikken med 24 Timer idet jeg eller min Kone er klar altid til at passe Telefon, og i de Tilfælde hvor jeg ikke er hjemme, har jeg aftalt at een af Mandskabets Koner er hjemme. Af et stationsregnskab for 1946 fremgår, at stationen havde 2.968 udrykninger og kørte 47.839 km.72). Hvordan det under disse forhold skulle være muligt at spare på mandskabet, er med nutidens øjne vanskeligt at se. Forretningsudvalgsmødet drøftede også en udvidet anvendelse af a Meta stationsbegrebet, men Marcussen måtte pointere, at Louise Reinholdt Hansen var imod det. Marcussen benyttede anledningen til at rykke Hare og Wiboltt for et tilbud til Louise Reinholdt Hansen om hendes udtræden. Mødet sluttede 21. januar med, at stationsleder Arthur Petersen, Horsens, indfandt sig i sin egenskab af formand for en nystiftet Zone-lederforening. Det fremgår af referatet, at forretningsudvalget efter stationsleder Petersens indtrængende invitation afsluttedes med at spise frokost med Zone-lederforeningens bestyrelse. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt. www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk Zone-Redningskorpset i Danmark side 32 Nyt materiel til stationerne under og efter besættelsen var med til at dræne ZR's kasse. Billedet af den ny-renoverede kranvogn på vej til en station er taget i Eskildstrup. Nye Chevrolet Fleetmaster 1947 på reklametur fra Nykøbing F. til København inden opbygning til ambulancer . Landsretssagfører Johannes Marcussen, Nykøbing F. (22.5.1898 - 3.1.1977) var Reinholdt Hansens sagfører. Han var fra 1937 opsat på at få ZR omdannet til et samlet aktieselskab. Han indtrådte i bestyrelsen som Louise Reinholdt Hansens repræsentant ved omorganiseringen i 1944. Efter Louise Reinholdt Hansens udtræden i 1949 var Marcussen efter et par år tilbage som Hares mand i ZR, men han veg dog ikke tilbage fra at gå stik imod Hares synspunkter, f.eks. i sagen om indførelse af EDB, behandlet i mødet 12. februar 1960. Da Marcussen 24. januar 1949 sendte referatet af mødet til Louise Reinholdt Hansen, anførte han, at han ikke var enig med hende i, at man ikke skulle anvende a Meta stationer som led i lokale aktieselskaber, idet han fandt at det var en god måde at styre den fremtidige organisation på. Marcussen anfører, at hvis han og Louise Reinholdt Hansen ikke var enige om hovedtrækkene, kunne det medføre, at deres samarbejde måtte afsluttes.73). Den 9. marts 1949 holder Marcussen og Hjort møde med Louise Reinholdt Hansen for at drøfte et tilbud om udtræden fremsat af Hare og Wiboltt. Vi kan ikke se, hvad tilbuddet gik ud på, men 17. marts 1949 foreligger en aftale om, at Louise Reinholdt Hansen skal udtræde pr. 1. januar 1949. Louise Reinholdt Hansen skulle have kr. 17.000 årligt i pension, så længe hun levede. Desuden fik hun lov at beholde sin bil, ligesom hun fik en forkøbs/indtrædelsesret, såfremt ZR på et tidspunkt ville sælge stationerne på Lolland-Falster eller udlægge dem som a Meta.74). Med Louise Reinholdt Hansens udtræden var en epoke i ZR slut. Hendes afdøde mands initiativ i begyndelsen af 1920'erne var resulteret i en landsdækkende og anerkendt virksomhed, der på mange måder havde været forud for sin tid. De interne stridigheder og den kaotiske økonomiske situation har formentlig gjort, at det vigtigste for Louise Reinholdt Hansen har været at blive sikret pension. Korpset havde i flere år givet underskud, og Louise Reinholdt Hansens kapitalkonto pr. 1. januar 1949 var negativ med kr. 287.000, hvilket var en forværring med kr. 72.000 siden 1. januar 1948, men det skal understreges, at der i disse saldi ikke var taget højde for værdien af goodwill.75). Louise Reinholdt Hansens udtræden blev konfirmeret på en ekstraordinær generalforsamling afholdt 17. marts 1949, hvor Marcussen samtidig nedlagde sit mandat. Han skulle imidlertid senere vende tilbage til bestyrelsesarbejdet.75A). Desværre har vi i arkivet ikke flere bestyrelsesmødereferater, før der stiftes aktieselskab i 1957, og i det hele taget bliver akterne lidt sparsomme for de år, der nu følger, hvilket hænger sammen med, at en væsentlig del af kildematerialet stammer fra Reinholdt Hansens arkiv. 2.6. På randen af konkurs ? Efter salget af aktierne i ZR til Falck i 1962 rejste Louise Reinholdt Hansens arvinger tvivl om, hvorvidt den tildelte pension var udtryk for en reel pris for hendes 1/3 af ZR, og det kan der sikkert diskuteres længe om.75B). Der er imidlertid efter materialet at dømme ikke tvivl om, at ZR i disse år oplevede den værste økonomiske krise, man nogensinde havde stået overfor, og at det for Hare og Wiboltt var knald eller fald, om virksomheden kunne fortsætte. Den 10. juni 1949 udarbejdede Falskov en opgørelse over likviditeten pr. 7. juni, som var langt mere dyster end opgørelserne fra august og december 1948, og som burde få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver, der læser den. Pladshensyn tillader ikke en total gengivelse af den 5 foliosider tæt skrevne oversigt, men en oversigt skal dog gøres: Falskov indleder med at fastslå, at der efter inddækning af overtræk ville være til rådighed for juni måned kr. 130.500 Mens der skulle bruges: Til Zone-ledere i.h.t. fremsendte regnskaber kr. 31.500 Til lønninger kr. 52.000 Til veksler kr. 19.000 Til andre udgifter, bl.a. husleje, terminer etc. kr. 19.500 I alt til at klare driften i juni kr. 122.000 Manglende betaling for benzin og olie, som i følge Falskov var påkrævet meget hurtigt kr. 22.500 Betalinger til kreditorer, som havde rykket, og hvoraf flere var over et år gamle kr. 53.000 Lønninger 30. juni kr. 18.000 I alt kr. 93.500 215.500 Likviditetsunderskud juni 1948 kr. 85.000 At der ikke var fuldt overblik, støttes af, at Falskov herefter anfører, at mens dette skrives, er fremkommet anmodning fra driftsleder Jørgen Pedersen Aalborg, om a conto beløb for indeværende kvartal, hvoraf kr. 4.000 må sendes omgående, og fra Gunnar Larsen, Rønne, en købekontrakt på Ford-chassis, hvoraf kr. 4.200 skal erlægges kontant, hvortil kommer to kranvogne under bygning hos Aage Hansen, hvor 1/3 skulle erlægges med kr. 18-19.000. Efter forskellige overvejelser slutter Falskov lakonisk: Men hvad skal man i den foreliggende situation foretage sig ? Juni måned vil være vanskeligere at komme igennem økonomisk end alle andre måneder, og dette hænger jo også sammen med, at stadige betalingsforlægninger fremefter fra den ene måned til den anden efterhånden bevirker, at man kun vanskeligere og vanskeligere bliver i stand til at præstere pengeomsætningen med de af driften afløbende indtægter. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt. www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk Zone-Redningskorpset i Danmark side 33 La Salle 1930, vogn 232 en flot katastrofevogn, også i 1948, selvom den på dette tidspunkt var 18 år gammel. Det var meget normalt, at man i forbindelse med udstillinger, besøg af autoriteter, åbning af nye stationer etc. skrabede materiel sammen fra andre stationer, så tingene kunne tage sig flot ud. Katastrofevognen opstillet på en udstilling i Ridehallen i Randers ved Thorsgades Kaserne. Foto 12. oktober 1941. I midten Christian Jensen. Man skal blot bemærke, at den løbende gæld er steget fra nytår 1949 til 1. april 1949 med ca. 100.000 kr. til ialt kr. 603.900, og i den senere tid er i hvert fald acceptgælden betydeligt forøget.76). Det er imidlertid næppe nogen overdrivelse at konstatere, at ZR i sommeren 1949 var på randen af konkurs. 2.7. Den døde tid - perioden 1949 - 1957 2.7.1. Optakt til ét hovedkontor Vi ved ikke ret meget om, hvad der sker i perioden 1949-1957, og vi ved heller ikke, hvordan man klarede de økonomiske problemer. I bogen Zone-Redningskorpset i luften 77) har vi beskrevet, hvordan man ved hjælp af tegning af de såkaldte livsvarige flyveabonnementer formår i årene 1946-1953 at sikre et kontant tilskud til ZR's kasse på 3 millioner kroner, og det er givet, at uden den indtægt havde ZR ikke klaret sig gennem denne vanskelige periode. Sikkert er det også, at perioden er præget af, at der ikke skete ret meget. Stationsudbygningen var afsluttet under besættelsen, søredningstjenesten var etableret og (efterhånden delvist glemt), og kun korpsets flyvetjeneste udfoldede sig med stor propagandaværdi for ZR. Vi kan tage et brev fra stationsleder Frisholt i Vejle til hovedkontoret i Nykøbing F. som meget betegnende for de problemer, man stod med: Pengemangel, dårligt materiel, konkurrencen fra Falck. Skrivelsen er dateret Vejle 24. februar 1948. Forhistorien må have været, at ZR Vejle er blevet pålagt at udlåne stationens katastrofevogn til Haderslev til brug for PR-formål. Frisholts brev lyder: Vedr. Udlaan af Brandsprøjte Vogn 232. Idet vi høfligst bekræfter Dagens Telefonsamtale med Hr. Kontorchef Falskov, skal vi oplyse, at vi i.H.t. vedlagte Kvittering efter telefonisk Forhandling med Dem er gaaet med til at udlaane Vogn 232 til Afdelingen i Haderslev for et Tidsrum af 10 Dage regnet fra D.D. Foranlediget af en noget utidig Opringning fra Zoneleder Vonsild, Haderslev og deraf følgende ilter Diskussion med Underskriveren heraf, ønsker vi gerne at slaa følgende fast, som Grundlag for vor meget kraftige Vægring mod Udlevering af Køretøjet: 1) Vogn 232 blev ved vor Overtagelse af dette Køretøj fra St. Randers med megen Besvær og adskillige Omkostninger paamonteret en 6-800 M/L Ellehammerpumpe, saaledes at denne Vogn kunde bruges som Reservebrandsprøjte efter Distriktsbrandinspektørens Forlangende, saaledes at vi kunde bruge dette Køretøj, der samtidig blev beordret til at medføre ikke under 300 M. Slange til Udrykning ved Skorstensbrande, Bilbrande og andre Bagatelbrande, saasom Selvantændelse i Brunkul etc. for netop derved at holde et komplet Slukningstog hjemme til anden større Brandudrykning paa Landet. 2) Desforuden medfører denne Vogn til Katastrofebrug et selvstændigt Lysaggregat paa 2000 Watt med tilhørende Sole, Katastrofeværktøj, Asbestdragt, Haandlygter, Presenninger, Pionerøkser, Donkrafte, et Sæt Filterpatroner til Absorption af forskellige giftige Luftarter, et komplet Kometskumanlæg m./ Rygtornyster og Kometrør, et Komplet Felttelefonanlæg med Tromle med 200 M. Kabel, et Dräger Røgdykkerapparat, 2 Brandspande, 3 Grebe, 2 Vandskovle, 3 Koste, 2 Spader, 1 Pionerspade i Læderhylster, 1 Haandkraftsprøjte, 2 Kulsyresneapparater, 1 Haandskumslukker, 1 Treforgrener, 3 Straalerør, 300 M. C-Slange, 1 halvautomatisk Riffel m/ Patroner, 1 Stk. 7 M. Sugeslange m. Stortz-Kobling, 1 forskydelig Staalstige m. Ruller, 1 Brandhage, Katastrofeforbindskasse, Gasfakkel, Kortslutningsværktøj, Gummihandsker og m.m.m. - Dette Materiale har skaffet os Brandmelding i Byen, hvor vi møder sammen med det kommunale Brandvæsen, hvilket ikke er uden Betydning for Tegning af smaa Abonnementer. 3) Hertil kommer, at vi yderligere for Tiden anvender vogn 232 til Igangslæbninger o.lign., ligesom vi holder Køretøjet i Beredskab til Assistance for vor eneste Kranvogn Vogn 226, der jo, som oftere omtalt, stadig maa køre gennemsnitlig et lille Hundrede Km. om Dagen uden Reservehjul paa alle Slags Veje med eller uden Belastning i Kranen. 4) at saaledes mangfoldige Opgaver hviler paa dette Køretøj, som vi i mangt og meget stiller vor Lid til, gør ikke Udlaanet lettere. Vi ved godt, at Hr. Vonsild paa forskellig Maade har oparbejdet sig en Stjerne, og vi underkender aldeles ikke Hr. Vonsilds Evner til at snige sig ind paa forskellige Omraader til Gavn for vort Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt. www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk Zone-Redningskorpset i Danmark side 34 18. maj 1939 kunne Fyens Socialdemokrat berette, at 25 karle fra Ollerup Gymnastikhøjskole ville foretage opvisning i Odense til støtte for flyveambulancen. Alfred Jensen (9.5.1910 - 5.4.1994) var delingsfører på holdet og fulgte Sparres opfordring til de unge mænd om at søge ind i korpset. Hjemkommert fra Sydafrika blev han ansat i januar 1940 med titel af gymnastiklærer for korpsets personale. På billedet Sparre foran en kranvogn med reklameskilt for opvisningen. Jørgen Falck taler for Alfred Jensen ved hans 25-års jubilæum 1965. Korps, og det skulde glæde os i Særdeleshed, om dette Spil med Tordenskjolds Soldater i Løbet af Aftalte 10 dage vilde give et for Korpset gunstigt Resultat i Haderslev. Men selvom dette bliver Tilfældet, maa De betragte vor voldsomme Vægring som ubetinget retfærdig Harme over, at man ikke rigtigt har gjort sig klart, hvilket Prestigetab det i værste Fald kan blive for Vejle-Stationen, som i Forvejen har meget at gøre med at holde Fanen højt overfor vort "Kollegafirma" Falcks Redningskorps, som til enhver Tid med overvældende Materielmagt paa alle Omraader, forsøger at holde os nede. Man kan jo ikke forlange, at de daglige Fægtninger i Konkurrencen skal være Hvkt. bekendt, fordi De på Lolland-Falster altid har haft det omvendte Størrelsesforhold men Regnskaberne for de sidste Aar viser jo dog tydeligt, at herovre i Distriktet føres en ulige Kamp for Tilværelsen, som, hvis den ikke ogsaa materielt finder fornøden støtte, til sidst bliver uigennemførlig. Der er 2 alternativer, og det ene er saa absolut det nemmeste, nemlig at skære alle Forpligtelserne bort og simpelthen reducere saavel Personel som Materiale til det for Opretholdelse af den for Haanden værende Abonnements-Porte-feuille mindst mulige, det andet er at fortsætte Kampen mod Konkurrenten med de til Raadighed staaende Midler, uden at man ved interne Dispositioner pludselig uden forudgaaende Drøftelse slaar os et af de vigtigste Vaaben af Hænde, og her er vi ved sagens Kerne, hvad Nytte er det til midlertidigt at fjerne vor Katastrofevogn, og lade denne staa til Beskuelse et Kort Stykke Tid i Haderslev, hvor ethvert Menneske med en Smule Realitetssans kan gennemskue Arrangementet alene ved Synet af Nummerpladerne. Vi ved udmærket godt, at dette lange Epistel trætter Dem, og De maaske Siger: Vor Herre bevare os, det Fjols derovre i Vejle, han kan bare rette sig efter vore ordrer, og dermed Basta, men saa har vi i alle Tilfælde faaet den tilfredsstillelse at lufte vore Meninger til fælles Bedste. Med venlig Hilsen (signeret Stig Frisholt).78) Vi må gå ud fra, at perioden primært har været koncentreret om den daglige drift, om at få vognparken, der stadig var fra før krigen, udskiftet, og med at klare sig gennem dagen og vejen. Vi må antage, at den bestyrelse man fik etableret i 1944, og hvis organisatoriske drivkraft var Marcussen, mere eller mindre holdt op med at fungere i periodens begyndelse; dels var der ikke længere behov for et forum til varetagelse af Louise Reinholdt Hansens interesser, dels var Egeberg udtrådt, idet han var blevet skilt fra Hares datter, som i 1948 var blevet gift med tømmerhandler Sejer Jørgensen.79). I 1951 er Marcussen lidt på banen igen, idet Wiboltt 23. oktober skriver til Louise Reinholdt Hansen, om hun, jf. parternes aftale fra 1949, kunne tænke sig at forpagte stationen i Maribo. Marcussen svarer straks og spørger 29. oktober, om hans klient kan forpagte hele Lolland-Falster. Der kommer dog ikke mere ud af sagen.80). Året efter - på Hares 65 års fødselsdag 2. maj 1952 - åbner ZR under stor festivitas ny station på Hellerupvej 49-51 til afløsning af stationen på Bernstorffsvej. I første omgang indvies stationen med fire dobbeltdybe garager. Stationsleder Alfred Jensen havde selv havde været med til at finansiere stationen ved at yde lån til ZR på kr. 31.680 i forbindelse med købet.81). Den 24. september 1953 skriver Alfred Jensen under på en kreditkontrakt til fordel for ZR på kr. 120.000 mod sikkerhed i diverse ejerpantebreve i forskellige ejendomme, og i øvrigt sikret ved kaution fra Hare og Wiboltt og N.K.Kristensen og K.Kristensen i Kolding.83). Alfred Jensen har om dette arrangement forklaret 84), at blancolånet, der først skulle afdrages fra 1. august 1954, skulle skabe ro om ZR's økonomi: d.v.s. få ryddet op i gældsposterne, og få en arbejdskapital, så man ikke ustandselig var i pengemangel. Ved siden af stationen var en stor grund på 3.860 m2 med en villa, og det har muligvis fra første færd været hensigten at erhverve denne villa, med henblik på at samle hovedkontoret i København og hovedkontoret i Nykøbing F. i ét kontor, hvilket i øvrigt havde været drøftet siden 1939, jf. foran. For Hare har det formentlig tillige været aktualiseret af, at han på dette tidspunkt havde taget permanent ophold i København, idet han var flyttet til Tranegårdsvej, som lå tæt ved.82). I museets arkiv findes tegninger med forslag til opførelse af administrationsbygning og yderligere garager i Hellerup. Tegningerne er dateret 3. oktober 1953 og mærket "Forslag II". (Hvilket nødvendigvis må betyde, at der før 3. oktober 1953 må have foreligget et "Forslag I". 84A).) Wiboltt må 27. september 1953 have været i Hellerup, for samme dag skriver han til Hare bl.a.: Jeg tog fra Skibet (antagelig Wiboltts sommerhus, som netop bestod af en gammel skibskahyt) til St. Ø., (ZR betegnelse for Hellerup fra den tid, stationen lå på Østerbro) men traf ikke Dem. Saa imidlertid hvad Arkitekten havde lavet (må være forslag I), og tog videre, da jeg maatte hjem og lægge mig. Jeg blev imidlertid noget bange for de store Projekter, og skriver derfor dette for at der ikke skal ske Misforståelser der forstyrrer det gode Samarbejde. Det var jo Meningen at det opnaaede Laan (må være lånet fra Alfred Jensen) skulde bruges til at stabilisere Zonen med, - bort fra de urimelig stramme Pengeforhold, der knuger, ødelægger ud- og indadtil og tager en Mængde Arbejdskraft - skabe sund Økonomi, saa vi igen kunde aande op og skabe sund Udvikling hvor vi igen kunde tage Initiativ, skabe Arbejdsglæde og Indsats - og ikke staa i Skyggen af Falck... Wiboltt skriver videre, at der er behov for penge til at indrette hovedkontor i villaen, til flyvetjenesten og stationerne, og at han er nervøs for at binde penge i nybyggeri.85). Mellem Hare og Wiboltt må der efterfølgende være opstået misforståelse om, hvorvidt det kun var hovedkontoret i Nykøbing F. der skulle flyttes til Hellerup, eller det også var hovedkontoret på Platanvej. Wiboltt skriver til Hare 20. november 1953, at han er enig i, at købet af grunden/villaen kun skal foretages, såfremt begge hovedkontorerne sammenlægges, hvilket Wiboltt begrunder med større Besparelser og bedre Forhold.86). Vi kan konstatere, at ZR med tinglysning 23. december 1953 køber nabogrunden med villa, og vi må gå ud fra, at det herefter var hensigten Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt. www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk Zone-Redningskorpset i Danmark side 35 Alfred Jensen på trappen til den nye station i Hellerup indviet 2. maj 1952. I forbindelse med ZR's køb af ejendommen havde Alfred Jensen givet ZR en blancokredit med kaution fra sin svigerfamilie. Han var meget optaget af, at medarbejderne skulle have indflydelse på hvad der foregik, og gik selv til Johannes Marcussen for at få sat skub i sagen i 1954, hvilket formentlig ikke faldt i god jord hos Hare. Alfred Jensen kom i 1959 med i Femmandsgruppen og ved vurdering af sagerne i bestyrelsen tænkte han navnlig på medarbejderne. Selvom han arbejdede under Wiboltt, var han nok mest Hares mand. Indvielsen i Hellerup 2. maj 1952 foregik under stor festivitas med opsendelse af balloner m.v. Med kamera Erik Nielsen - med kasket helt til højre Frederik Sparre. at samle de to hovedkontorer i ét samlet hovedkontor på Hellerupvej. Alfred Jensen har om sit lån til ZR videre forklaret, at han stillede som betingelse, at de ledende medarbejdere blev taget mere med på råd og blev orienteret om, hvad der foregik, og at dette også kom i stand, men at ordningen i længden ikke fungerede tilfredsstillende, fordi gruppen ikke kunne sætte magt bag sine krav. Alfred Jensen var derfor optaget af tanken om, at ZR blev omdannet til aktieselskab, så der kunne nedsættes en egentlig bestyrelse.84). Vi ved ikke, hvem der kom til at sidde i denne medarbejdergruppe 87), men en skrivelse fra Wiboltt til Hare af 20. december 1954 bekræfter, at der blev nedsat et direktionsråd.88). Anledningen til skrivelsen var, at der igen var opstået økonomiske vanskeligheder, og at Alfred Jensens lån således allerede var spist op, uden at det fornødne økonomiske råderum var blevet realiseret. Wiboltt havde allerede 15. december 1954 skrevet til Hare og meddelt, at driftsudgifterne i København i december ville overstige indtægterne med kr. 60.000 og foreslået at sælge nogle ejendomme og noget flymateriel, og at udskyde nogle ambulancekøb m.v. Det fremgår også, at man endnu ikke havde fået opstillet et brugbart budget.88). Som anført pressede Alfred Jensen på for at få oprettet aktieselskab, hvilket kan bekræftes af det skriftlige materiale. Alfred Jensen må have henvendt sig til Marcussen, for 12. august 1954 skriver Marcussen til Hare, at en gruppe medarbejdere på ny har henvendt sig til ham om etablering af aktieselskab, en tanke Marcussen havde været inde på flere gange, mens han var advokat for Louise Reinholdt Hansen og sad i bestyrelsen. Marcussen tog straks fat i ZR's revisor, og fik opstillet en status der viste, at korpset ved opskrivning af aktiver kunne opnå en aktiekapital på kr. 300.000.89). Materialet tyder ikke på, at Hare var varm på Alfred Jensen idé, og måske har han heller ikke brudt sig om, at Alfred Jensen sammen med medarbejdere var gået til Marcussen. I hvert fald skriver Hare til Marcussen 21. august 1954, at medarbejderkredsen i første omgang bør indskrænkes til Falskov.89). Som så ofte før blev oprettelsen af aktieselskab ikke til noget i denne omgang, men at det var tæt på viser bl.a. at der i museets arkiv findes en folder med abonnementstakster fra 1955, der bærer påskriften "Zone-Redningskorpset A/S". 89A). 2.7.2. Pristalsregulering af abonnementerne Akterne fra perioden er som nævnt sparsomme, men fra 6. oktober 1955 finder vi korrespondance om en sag, som tilsyneladende havde ligget Wiboltt meget på sinde gennem flere år, uden at det havde været muligt for ham at opnå Hares tilslutning: Pristalsregulering af abonnementerne. I følge materiale i museets arkiv havde Wiboltt allerede i 1946 og igen i 1948 forsøgt at få gennemført permanente forhøjelser af abonnementstaksterne indenfor flyvetjenesten, hvilke ikke var blevet gennemført p.g.a. modstand fra Hare.89C). Formentlig i 1954 accepterede Hare, at man forsøgte sig med en såkaldt frivillig Ekstrabetaling, hvilket afstedkom en ironiserende artikel i Jyllands-Posten 7. oktober 1954 under overskriften Zone-Redningskorpset lader Hatten gaa rundt.89E). I følge artiklen havde Jyllands-Posten af et antal ZR-abonnenter fået forelagt nogle girokort, hvor ZR havde anmodet om ekstrabetaling af kr. 4,00 med følgende begrundelse: Det understreges nemlig i den Henvendelse, der er trykt paa Girokortet, at Korpset netop ikke ønsker at indføre en vedvarende Forhøjelse efter Pristallet. For at undgaa det henstiller man til Abonnenterne, at de "yder en ringe Forhøjelse, naar Lønstigninger, og andre tvingende Driftsudgifter betinger det, for at betrygge den gratis Service, der ydes under Abonnementet". Jyllands-Posten konkluderede, at ZR slet og ret var i gang med en indsamling. Men indsamling eller ej, så resulterede henvendelsen i tilslutning fra 30% af abonnenterne. Tilbage var imidlertid de 70%, som ikke blev reguleret.89C). ZR's abonnementskontrakter indeholdt fra 1951 til 1952 en passus om, at abonnementsprisen var fastsat på baggrund af en gros pristallet 300, og at korpset kunne forhøje prisen med 1/3% hver gang pristallet oversteg 300 89B), men efter alt at dømme havde Hare modsat sig håndhævelsen af denne bestemmelse, hvilket betød, at abonnenterne alene blev opkrævet den afgift, som var gældende ved tegningen. Den 6. oktober 1955 tiltrådte Hare, dels at der skulle foretages prisreguleringer i.h.t. abonnementsbetingelserne, dels at der skulle foretages forhøjelse af abonnementer tegnet før Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt. www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk Zone-Redningskorpset i Danmark side 36 Det havde flere gange trukket op til at omdanne ZR til aktieselskab, og at det var tæt på viser denne folder med abonnementstakster fra 1955. Aktieselskabet kom dog først i 1957, og det var mere de gunstige afskrivningsregler, end mulighederne for at sikre medarbejderne indflydelse, der betingede omdannelsen. Udadtil kunne Hare og Wiboltt godt optræde sammen, og Wiboltts breve tyder på, at uenighederne var trådt lidt i baggrunden i midten af 1950'erne. Under alle omstændigheder skulle uenighederne ikke demonstreres offentligt, og Hare og Wiboltt stillede begge op, når lejlighed bød sig som her, da stationsleder Frode Sørensen i Holbæk 1. november 1956 skulle have overrakt 10-års tegnet. klausulen om prisregulering. Endvidere skulle pristalsreguleringen ændres, så den kom til at følge pristallet 100%, og ikke kun med 1/3. Bille skriver straks 10. oktober 1955 til hovedkontoret i Nykøbing F. og anmoder om iværksættelse af prisforhøjelserne. 89C). Materialet viser imidlertid, at beslutningen fra 6. oktober 1955 ikke blev gennemført, og i følge et notat antagelig udarbejdet af Wiboltt i 1958 skyldtes det, at Hare saboterede beslutningen ved at give hovedkontoret kontraordre.89C). Ej heller abonnementsvilkårene blev ændret, så de kom til at følge pristallet med 100%, men derimod kun med 50%.89D). Sagen skulle senere blive til et vedvarende, alvorligt stridsemne mellem Hare og Wiboltt. 2.8. 12. august 1957 - Zone-Redningskorpset A/S Som anført havde Alfred Jensen arbejdet på at få ZR omdannet til aktieselskab, og der er ikke tvivl om, at han selv opfattede sig som eksponent for, at dette blev gennemført i 1957.84). Alfred Jensens indsats har dog næppe været af afgørende betydning. I 1957 gennemførtes en ny afskrivningslov, der gjorde det fordelagtigt for Hare og Wiboltt at omdanne ZR til aktieselskab.90). ZR's daværende revisor, Aage Silding, skrev i 1989 således til museet: Jeg har først nu fået læst "ZR til lands". Ved gennemlæsningen lagde jeg mærke til, at afsnittet på side 60 "Aktierne var fordelt.." ikke er helt i overensstemmelse med fakta. En væsentlig årsag til, at Zonen blev omdannet til A/S var, at det var en stor skattemæssig fordel for de 2 direktører. De havde haft store fradrag ved afskrivninger på materiellet, og ved salg af vognparken til et nyt selskab, kunne man foretage en meget stor skattefri opskrivning. Derefter kunne man igen begynde at skrive af på det forhøjede beløb. Aktierne i det nye selskab blev fordelt med halvdelen til hver af de to direktører. Der kom altså ikke flere aktionærer, før 5-mandsgruppen indskød ny kapital i 1959. Rekonstruktionen i 1957 gav derfor ikke ekstra penge i kassen. Da det kneb med at skaffe penge til nyinvesteringer, fandt man ud af at købe dieselvogne på kontrakt. Brændstofbesparelsen ved at gå fra benzin til diesel var større end selskabets udgifter til renter og afdrag på de nye vogne. Iøvrigt var det meget interessant at læse bogen.91). Afgørende for omdannelsen til aktieselskab må således have været skattemæssige betragtninger. Aktieselskabsformen gør det muligt meget grundigt at følge med i, hvad der herefter sker i ZR, takket være bestyrelsesprotokollen, som museet har modtaget i kopi fra Falck.92). Konstituerende generalforsamling i Zone-Redningskorpset A/S fandt sted 12. august 1957 på Borup Svendsens kontor. I generalforsamlingen deltog Hare, Wiboltt, Løkkegaard, Marcussen, Borup Svendsen samt revisorerne Aksel Madsen og Aage Silding. Wiboltt og Hare tegnede aktier i det nye selskab for hver kr. 224.000 og Løkkegaard for kr. 2.000, således at aktiekapitalen var kr. 450.000. Frederik Eigil Løkkegaard har vi ikke hørt om endnu, men af akter i sagen vedrørende Elmose er anført, at Løkkegaard var ansat som bogholder hos Wiboltt allerede i 1940. Han havde i 1957 titel af kontorchef.93). Bestyrelsen kom til at bestå af Hare og Wiboltt samt hver deres sagfører h.h.v. Marcussen og Borup Svendsen. Marcussen var med andre ord tilbage i ZR, nu som advokat for Hare. Louise Reinholdt Hansen, der også i 1944, jf. note 55, havde været nervøs for, hvad Wiboltt og Hare kunne finde på, protesterede overfor Aktieselskabsregisteret mod stiftelsen. Allerede 19. august 1957 skriver hun et brev, at hun har krav på pension fra Wiboltt og Hare, og at hendes krav bliver værdiløst, såfremt ZR omdannes til aktieselskab. Brevet følges op af et brev af 3. september 1957 fra landsretssagfører Ole Hansen i København til Aktieselskabsregisteret.94). Som nævnt var det Borup Svendsen, der varetog stiftelsen af ZR som aktieselskab, og han må have bedt sin svigersøn, advokat Mogens Glistrup, som han var i kompagniskab med, om at tage sig af sagen. Glistrup skriver samme dag til styrelsen, at registreringen af ZR som aktieselskab skal være i orden inden 14. september (ny afskrivningslovs ikrafttræden), idet der i modsat fald vil blive lidt et alvorligt økonomisk tab og Glistrup forbeholder sig, at enten Louise Reinholdt Hansen eller Aktieselskabsregisteret må være erstatningsansvarlig for tabet, samtidig med at han afviser, at det har nogen betydning for Louise Reinholdt Hansens aftaler, at ZR omdannes til aktieselskab.94). I registeret er man enig med Glistrup, og Zone-Redningskorpset A/S registreres - må det antages - inden den famøse dato, og i øvrigt kan vi se, at landsretssagfører Ole Hansen 24. september 1957 trækker sin klage tilbage. Dermed var problemerne med Louise Reinholdt Hansens overenskomst ikke afsluttet. På bestyrelsesmøderne 17. oktober samt 29. og 30. november 1957 er Louise Reinholdt Hansens forhold til ZR til debat. Louise Reinholdt Hansen må have fremsat ønske om en forhøjelse af sin pension, for man vedtager, at hun udover de 17.000 årligt, som blev fastsat i 1944, kan hun tiltræde ZR's bestyrelse som kommitteret uden stemmeret til kr. 6.600 årligt, ligesom man ser bort fra en gæld, Louise Reinholdt Hansen havde fået til ZR. Det fremgår ikke af protokollen, at Louise Reinholdt Hansen herefter gav møde til bestyrelsesmøderne. Vedtægterne for selskabet indeholder to bestemmelser som bør nævnes. For det første en bestemmelse om, at aktierne frit kunne falde i arv til og omsættes indenfor kredsen af Hares og Wiboltts arvinger, men at Hare og Wiboltt havde forkøbsret til hinandens aktier, såfremt de blev udbudt udenfor denne kreds. Prisen skulle fastsættes til indre værdi med tillæg af goodwill svarende til gennemsnittet af de seneste tre års nettoudbytte, altså en ret beskeden goodwillberegning. Ville hverken Hare eller Wiboltt købe til denne pris, respektive deres arvinger, kunne aktierne frit omsættes. For det andet bestemte vedtægterne, at Hare og Wiboltt skulle være selskabets direktører, og at de ikke kunne afsættes, bortset fra gentagne, grove misligholdelsestilfælde.94). Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt. www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk Zone-Redningskorpset i Danmark side 37 Harald Neumann (21.7.1903 - 4.12.1995) i Ringsted var god til at lave penge, og han drev gennem tiden sideløbende mange forskellige forretninger. De første penge havde han tjent ved at køre mælk til København og sørge for at have læs med tilbage - på den måde fik han dobbelt betaling. Han var ZR's økonomiske bolværk, og han lånte bl.a. korpset penge til køb af Monosparen i 1939. Hans station i Ringsted var ikke alene en af landets flotteste, det var også en af dem, der gik økonomisk bedst. Neumann var selvskrevet til at blive optaget i Femmandsgruppen, men meldte dog i første omgang nej tak. Han var i forbindelse med sammenslutningen ikke interesseret i en stilling i Falck, og der blev truffet en særskilt ordning med ham. Neumann fotograferet sammen med sin stationsleder Vagn Lohse-Hansen på et dyrskue. Nye Thames Trader chassiser til ZR, indkøbt af Neumann og formentlig lejet ud til ZR. Neumann havde aktier i vognfabrikken Varig i Ringsted, som i de sidste år leverede kran- og blokvogne til ZR. Foto ca. 1957. Direktørkontrakterne blev først færdigforhandlet ved bestyrelsesmødet 24. februar 1959, og tilsyneladende var det bestemmelserne om pension og enkepension, der havde givet anledning til diskussion. Arbejdsområderne for de to direktører var de samme som interessentskabskontrakterne fra 1944: Hare skulle forestå ledelse af økonomi og stationsinspektion, mens Wiboltt havde ansvaret for Flyve-Ambulance-Tjenesten samt København (note 58 foran). 2.9. Perioden som aktieselskab - de gode år 1957 - 1962 2.9.1. Indledning Som tidligere omtalt har museet modtaget en kopi af den fuldstændige bestyrelsesprotokol for perioden 1957-1962 92), og i det følgende vil nogle af de emner, der i disse år optog bestyrelsen frem til salget af aktierne til Falck i 1962, blive behandlet. I alt nåede man i perioden at holde 30 bestyrelsesmøder / generalforsamlinger, alle med deltagelse af de statsautoriserede revisorer Aksel Madsen og / eller Aage Silding, Nykøbing F. Protokollen fylder 170 sider og slutter med et bestyrelsesmøde 10. maj 1962. Herefter tager forhandlingerne om sammenslutningen med Falck tilsyneladende et sådant omfang, at man ophører med at afholde egentlige bestyrelsesmøder i ZR. I stedet afholdtes aktionærmøder, hvis referat ikke var i protokollen, men derimod fandtes i Wiboltts arkiv. Falcks advokater afholder dog en generalforsamling og et bestyrelsesmøde i ZR 15. december 1962 for udskiftning af ledelsen, men disse protokollater fandtes (heller) ikke i protokollen, men i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens arkiv.94). Organisation/ledelse, regnskab/likviditet/budget, stationernes organisation, hovedkontorets placering, gennemgang af debitorer og generationsskifte er de emner, som bestyrelsen vedvarende behandlede i perioden. Som nævnt havde Hare og Wiboltt valgt henholdsvis Marcussen og Borup Svendsen til bestyrelsen, og helt overordnet er der ikke tvivl om, at aktieselskabsformen med tilhørende lovbundne forpligtelser, kunne give den nødvendige og hårdt tiltrængte formalisering af ledelsen, som Marcussen havde efterlyst gentagne gange siden 1937, og som, hvis den var blevet gennemført tidligere, formentlig kunne have betydet, at de mange ressourcer, som i årenes løb var blevet anvendt på interne stridigheder, kunne have været anvendt mere konstruktivt. Til formaliseringen kom, at halvdelen af bestyrelsens medlemmer var advokater, og at møderne blev suppleret med en eller to statsautoriserede revisorer. Formaliseringen kunne dog ikke forhindre, at der stadig bestod en afgrundsdyb uenighed mellem Hare og Wiboltt om, hvorledes ZR skulle drives. 2.9.2. Organisation og ledelse På det andet bestyrelsesmøde i ZR, som blev holdt 29. og 30. november 1957, fremlagde revisor Madsen et forslag til en ny struktur for ledelsen af ZR. Wiboltt var ikke helt enig i planen, men til sidst blev man enige om følgende: Som ansvarlig for administrationen blev kontorchef Løkkegaard udpeget, som ansvarlig for salgsorganisationen blev Otto Jessen udpeget, og som ansvarlig for teknisk ledelse blev Suhr udpeget. Alle tre havde været med fra ZR's begyndelse, Løkkegaard som nævnt fra omkring 1940, Jessen fra Wiboltt begyndte i København, og Suhr fra Reinholdt Hansen begyndte i Eskildstrup.94E). Man drøftede endvidere, at der var behov for at ansætte en direktionssekretær, som kunne dygtiggøres til en direktørs arbejde. Man valgte at satse på driftsleder Jørgen Pedersen i Aalborg, idet han dog ikke fra begyndelsen skulle have nogen speciel stilling, men blot inddrages i ledelsesarbejdet, formentlig underforstået sideløbende med sit virke som ZR's mand i det nordlige Jylland. I samme møde havde revisor Madsen foreslået, at der blev nedsat et "stationslederråd" bestående af Jørgen Pedersen, Alfred Jensen, Suhr og Løkkegaard, men stemningen var ikke for det, og der kom ikke mere ud af sagen, før Hare på bestyrelsesmødet 21. april 1958 mindede om, at det ved et møde med Zone-lederne den 18. samme måned var blevet lovet, at der skulle blive nedsat et "Samarbejdsudvalg". Det var ikke klart, hvad dette udvalg præcist skulle beskæftige sig med, men tanken var, at udvalget efter anmodning fra direktionen skulle deltage i overvejelser angående korpsspørgsmål, og at korpset gennem udvalget kunne nyde godt af Zone-ledernes erfaringer. Udvalget blev straks Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt. www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk Zone-Redningskorpset i Danmark side 38 Frederik Eigil Løkkegaard (3.9.1908 - 16.3.1980) var ansat som bogholder hos Wiboltt allerede i 1940. Han havde i 1957 titel af kontorchef. Han optrådte som proforma aktionær ved stiftelsen af aktieselskab i 1957 fordi loven krævede tre aktionærer. I 1959 kom han med i Femmandsgruppen. Billedet er taget ved Hares 70 års fødselsdag i 1957. ZR's stationsleder i Aalborg vognmand Winther havde en svoger ved navn Jørgen Pedersen (18.11.1921 - 31.1.1977), der var uddannet som kommuneassistent ved Sundby-Hvorup kommune. Winther tog ham ind i virksomheden, og han fattede hurtigt interesse for ZR. I 1959 blev Femmandsgruppen tilbudt en direktørpost i ZR, men afstod, fordi der ikke indenfor gruppen kunne opnås enighed om valget, og kompromiset blev, at Jørgen Pedersen blev udnævnt til underdirektør. Her er han fotograferet efter indsatsen ved Rutebåden Kjøbenhavns forlis 11. juni 1948. Fra venstre er det Jørgen Pedersen samt stationslederne Christian Knudsen, Rønde, Peter Gammelgaard, Brønderslev og Folmer Kolding, Hadsten. Herefter Oluf Pedersen, Randers, stationsleder Thomas Jakobsen, Sæby og til sidst Alfred Ring, Randers. Om Jørgen Pedersen se også stationssiden for Aalborg. nedsat, uden at man gjorde sig bekymringer om at spørge Zone-lederne, hvem de ønskede valgt. Medlemmerne blev udpeget efter landsdel: Jørgen Pedersen for Jylland, Pontoppidan i Odense for Fyn og Bornholm, Frode Olsen og Alfred Jensen for København samt Suhr for Sjælland og Lolland-Falster. Med Pontoppidan i Odense havde forpagterne også fået en repræsentant i udvalget. Frode Olsen har om dette samarbejdsudvalg under en samtale 29. maj 1999 forklaret, at han kun mener at have deltaget i et eller to møder, inden han i 1959 blev sendt til Aarhus som stationsleder. Det ene møde blev holdt på (restaurant) Ny Rosenborg med deltagelse af udvalget samt Bille og Wiboltt. Emnet var uddannelse, og Frode Olsen fremlagde en plan for uddannelse af korpsets ansatte. Efter at han var kommet til Aarhus, hørte han ikke mere til sagen.94A). Frode Olsen må have glemt, at man i udvalget i hans tid også behandlede et nyt uniformsreglement, for museet har et sådant fra 1958, underskrevet af Suhr, Frode Olsen, Jørgen Pedersen, Hare og Wiboltt.94B). En lille sag, som godt nok ikke blev behandlet i bestyrelsen, eller i hvert fald ikke blev ført til referat, men som dog bør nævnes, er oprettelsen af distriktskontor i Herning 1. maj 1958. Det vestlige Jylland havde i høj grad været forsømt, idet ZR først i henholdsvis 1955 og 1956 fik stationer i Herning og Holstebro. Mindre stationer fandtes i Struer, Grindsted og Lemvig mens Skjern, Torsted, Skive og Ikast var stort set uopdyrkede zoner. Det nye distriktskontor, der fik H. Kragh Rasmussen som leder, skulle dække de nævnte zoner + Nr. Snede, der hidtil havde hørt under Horsens.94C). En anden lille sag, som siger noget om hvor dårligt overblik man havde, afslører en diskussion i mødet 11. oktober 1960. Neumann mente, at ZR havde 400 vogne, og at 20-30 skulle udskiftes årligt, mens Løkkegaard bedømte antallet af vogne til 225-250, mens Wiboltt mente, at ZR havde 235 vogne. I følge vognliste pr. 9. november 1960, muligvis udfærdiget som følge af denne diskussion, havde ZR 314 vogne + pumper og anhængere. Neumann var således den, der havde mest ret.94D). 2.9.3. Femmandsgruppen Samarbejdsudvalget nævnes ikke senere i bestyrelsesprotokollen, men dets sammensætning taget i betragtning er det sandsynligt, at det er blevet afløst af det, som skulle få betegnelsen "Femmandsgruppen": På bestyrelsesmødet 1. oktober 1958 kunne Borup Svendsen oplyse, at han havde ført forhandlinger med Alfred Jensen og Løkkegaard om deres optagelse som aktionærer i ZR ved udvidelse af aktiekapitalen. Imidlertid mente Borup Svendsen, at Løkkegaards betingelser var uacceptable, og desuden var Hare af den opfattelse, at der burde være flere i en kreds af nye aktionærer. Så foreløbig faldt sagen, men ikke tanken, for på det følgende bestyrelsesmøde 31. januar 1959 tog tingene fart. På forhånd må man have forhandlet med Løkkegaard, Alfred Jensen, Suhr, Harald Neumann i Ringsted og Jørgen Pedersen om deres optagelse som medaktionærer, for referatet indledes med, at Harald Neumann samme dag havde meddelt, at han alligevel ikke ville være med. Meningen var at udvide aktiekapitalen med kr. 225.000 til kr. 675.000, således at de tre aktionærgrupper (Hare, Wiboltt og Femmandsgruppen) hver havde 1/3 af aktiekapitalen. Prisen for aktierne var pari. Neumann må være hoppet på vognen alligevel, for hans tiltrædelse som medaktionær for kr. 45.000 fremgår af referatet af bestyrelsesmødet 24. februar 1959, hvor sagen faldt endeligt på plads, og hvor de nye poster blev fordelt. Det var forudsat, at hver aktiegruppe skulle vælge en direktør, men Femmandsgruppen meddelte i mødet, at den afstod med begrundelse ikke at belaste ZR med ekstraudgifter, hvilket formentlig dækkede over, at der ikke i Femmandsgruppen var flertal for eller enighed om, hvem man skulle pege på, herom senere. Man ønskede blot Jørgen Pedersen udnævnt til underdirektør. De fem nye aktionærer forlod mødet for at udarbejde et cirkulærebrev til korpsets ansatte, og de kom nogle timer senere tilbage med et forslag, som straks tiltrådtes. Meddelelsen er vel nærmest lakonisk: Meddelelse til samtlige Z.R.stationer. På et møde i korpsets bestyrelse den 24. ds. har man vedtaget at udvide korpsets aktiekapital med 50%. Den nye aktiekapital er overtaget af en femmandsgruppe bestående af: Alfred Jensen, F.E. Løkkegaard, Harald Neumann, Jørgen Pedersen og M. Suhr. Bestyrelsen er udvidet med to nye medlemmer: Alfred Jensen og F.E. Løkkegaard. Jørgen Pedersen er udnævnt til underdirektør i korpset. Samtidig har bestyrelsen meddelt procura til Jørgen Pedersen, Løkkegaard og Suhr. Ovennævnte funktionærers arbejdsområder vil snarest blive fastlagt, hvorefter der vil tilgå stationerne nærmere meddelelse. København, den 26. februar 1959. Bestyrelsen for Zone-Redningskorpset A/S. Johns. Hare / Johs. Marcussen / E.J. Wiboltt / N. Borup Svendsen 95). Der er næppe tvivl om, at formuleringen har givet bryderier. Ikke fordi der ikke kunne gives fornuf- Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt. www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk Zone-Redningskorpset i Danmark side 39 Villaen på Platanvej 19, der havde fungeret som hovedkontor for de københavnske aktiviteter fra 1938. 5. oktober 1959 blev kontorerne overflyttet til Hellerup og det var herefter meningen, at også hovedkontoret i Nykøbing F. skulle til Hellerup. Det blev ikke til noget inden sammenslutningen, bl.a. fordi ZR ikke kunne flytte arbejdspladser væk fra Nykøing F. midt under forhandlingerne med kommunen om fælles brand- og Zone-station. Foto kort før sammenslutningen. Fotoet stammer fra flytningen af kontoret fra Eskildstrup til Nykøbing F. i 1946. Personerne er: På skærmen til venstre med cigaret Hans Simonsen Bagest med kasket stående Leo Vengel Hansen Under Vengel H, til venstre for fotograf Edith Ehlers Siddende på vognen øverst til højre med kasket Lillian Rasmussen nu Hydeskov Siddende på vognen øverst til venstre på skrå Ingeborg Buch Siddende på skærmen til højre Knud Jespersen Til venstre med plusfour og slipover Erik Johannes Larsen Øverst på bilen mellem de to kontordamer Erik Viggo Rasmussen. Ved sammenlægningen var personalet på kontoret i Nykøbing F oppe på ca. 40 personer, og pladsforholdene var helt håbløse. Adresseseddel fra hovedkontoret I Nykøbing F. tige forklaringer på valget af netop de fem, som alle på nær Suhr med lån eller a Meta stationer var økonomisk involveret i korpset, men det var der mange andre medarbejdere, der også var, og mange har sikkert følt sig forsmået over ikke at være kommet med i det fine selskab. Valget af Suhr må ses i lyset af hans store kendskab til korpset og hans forbindelse til Reinholdt Hansen. Han ses ikke citeret ret meget i protokollen. Udvidelsen af aktiekapitalen gav også bryderier med vedtagelse af nye vedtægter, som nu skulle regulere forholdet mellem de tre aktiegrupper: Hare, Wiboltt og Femmandsgruppen. Det vil føre for vidt at gå i detaljer, men hovedlinierne blev, at Hares og Wiboltts aktier som før frit kunne omsættes indenfor deres arvingers kreds, men ved udbud udenfor denne kreds skulle halvdelen tilbydes hver af de to andre grupper. Femmandsgruppens aktier kunne frit omsættes indenfor gruppen, men ved udbud udenfor gruppen skulle aktierne først tilbydes Hare/Wiboltt med hver halvdelen. Prisen var som i de gamle vedtægter indre værdi + gennemsnittet af tre års nettoudbytte. Som lovet i skrivelsen 26. februar 1959 skulle stationerne have besked om arbejdsområdet for den nye ledelse. Femmandsgruppen havde allerede på mødet 24. februar 1959 fremlagt et skitseforslag, og på det efterfølgende møde, som blev holdt 14. og 15. april 1959, blev arbejdsområderne fastlagt: Jørgen Pedersen skulle referere til Hare og have ansvaret for Jylland, mens han skulle dele ansvaret for Fyn med Suhr. Suhr skulle også referere til Hare og udover Fyn have ansvaret for Lolland-Falster og Sjælland, dog bortset fra stationerne Hillerød, Helsingør, Helsinge, Frederikssund, Frederiksværk (ingen station i Frederiksværk !), Roskilde, Køge og Bornholm. Disse stationer skulle nemlig sortere under Alfred Jensen, der vedrørende dem skulle referere til Hare. Alfred Jensen skulle tillige have ansvaret for de københavnske stationer (Platanvej, Amager, Glostrup, Hellerup) samt Birkerød og Hørsholm, og men han skulle vedrørende dem referere til Wiboltt. Suhr og Alfred Jensen fik samtidig titel af distriktschef. Løkkegaard skulle fortsat som ansvarlig for administrationen referere til både Hare og Wiboltt, mens Neumann ikke fik nye opgaver.96). I referatet hedder det i øvrigt noget kryptisk: Det skal ikke i meddelelsen (til stationerne) tilkendegives, hvilken direktør, de enkelte distriktledere specielt sorterer under, idet dette skal betragtes som et internt anliggende.96B). 2.9.4. Hovedkontorets placering Allerede under 1939-striden havde sammenlægning af hovedkontorerne i København og på Falster været på dagsordenen, jf. afsnit 2.2.2. og som omtalt havde man i 1953 erhvervet grund og bygninger i Hellerup til dette formål. Denne sag, tillige med en drøftelse af at overgå til hulkortsystem, som man havde hos søsterselskabet Svensk Räddningstjänst i Malmø, havde været oppe ved flere bestyrelsesmøder i 1957 og 1958. Ved mødet 27. august 1959 må det nødvendige byggeri have været færdigt, idet bestyrelsen i dette møde drøftede lokalernes indretning. End ikke om det kunne Hare og Wiboltt enes. Hare ville have ét stort lokale som i Nykøbing F., mens Wiboltt og den øvrige bestyrelse ville have mindre rum, så medarbejderne ikke forstyrrede hinanden.95A). Bestyrelsen vedtog desuden en handlingsplan for overgang til hulkortsystem. Ved det efterfølgende møde 9. oktober 1959 var kontorerne på Platanvej netop den 5. oktober 1959 blevet overflyttet til Hellerup, og indretningen blev besigtiget.95B). Planen var herefter at også kontoret i Nykøbing F. skulle flyttes til Hellerup, og at man skulle overgå til hulkort, men nu opstod det problem, at man i Nykøbing F. forhandlede med kommunen om en fælles ZR- og brandstation, og at man nødig ville ødelægge forhandlingerne ved at flytte kontoret og dermed arbejdspladser væk fra Nykøbing F. Marcussen erklærede dog på mødet, at det ikke var noget problem, idet kommunen ikke ville samarbejde med Falck. På opfordring havde revisor Madsen udarbejdet et oplæg til en ny organisation, som en samling af hovedkontorerne måtte forudsætte, og som også omfattede et ømt punkt, nemlig Hares og Wiboltts kompetencer, som i indpakket form blev betegnet "topledelse" og hvor revisoren foreslog, at der blev udnævnt en tredje direktør. Hare oplæste et manuskript, og fra referatet gengives: Han (Hare) fremhævede, at man nu måtte undgå kompetancestridigheder og småsnakkerier. Sådanne ting gjorde atmosfæren lummer, forringede arbejdslysten, kvalte initiativet og kvalte den gode korpsånd, som måtte være nødvendig. Han fremhævede tillige, at han mente, man måtte være opmærksom på selskabets økonomi, og fremhævede, at det var nødvendigt, at enhver fandt sin plads indenfor korpset. Han sammenfattede sine bemærkninger herom i sætningen: "Overmennesker frabedes og efterlyses". I følge referatet var der enighed om, at alle skulle følge Hares opfordring til at bidrage til en god administration, men her holdt enigheden tilsyneladende også op, for på det efterfølgende møde 12. februar 1960 brød uenigheden ud i lys lue. Det var på mødet hensigten at fortsætte drøftelserne om topledelse, hovedkontor og hulkortsystem. Marcussen lagde ud med stik imod Hare at konstatere, at han (Marcussen) reelt var den eneste, der gik ind for hulkortsystem, og at sagen derfor burde falde, fordi den krævede bred opbakning, hvilket den herefter gjorde, og Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt. www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk Zone-Redningskorpset i Danmark side 40 End ikke indretningen af kontorerne i Hellerup kunne Hare og Wiboltt enes om. Hare ville have et stort lokale som i Nykøbing F. (billedet), mens Wiboltt støttet af den øvrige bestyrelse ville have mindre rum. Desværre har vi ikke noget billede af kontorerne i Hellerup Skrivelse fra Nakskov-stationen til abonnenterne med anmodning om betaling af frivillig forhøjelse af abonnementet. I 1958 lykkedes det for Wiboltt efter modstand fra mange forskellige sider at få gennemført en generel pristalsregulering af abonnementerne ZR fik således ikke EDB inden sammenslutningen. Alfred Jensen beklagede på mødet på Femmandsgruppens vegne flere forhold, herunder at direktørerne manglede samarbejdsvilje, at man ikke kunne træffe direktionen, at der var foretaget materielindkøb og optaget lån med sikkerhed i flyvemaskiner uden drøftelse med gruppen, og han pegede på direktionens ansvar for de mange medarbejdere. Wiboltt forsvarede sig med, at han holdt ugentlige møder med Løkkegaard og Alfred Jensen, men da der ikke kunne opnås enighed om, at det var en tilstrækkelig ordning, foreslog Neumann - formentlig overraskende for alle - at de to direktører begge trak sig tilbage. Efter referatet at dømme kom Hare først nu på banen. Han foreslog, at den ene direktør skulle varetage Storkøbenhavn, og den anden resten af landet, og at alle dispositioner skulle foregå i nøje kontakt med Femmandsgruppens repræsentanter for hvert deres område. Også her gik ikke bare Marcussen, men også Alfred Jensen imod Hare, mens Løkkegaard foreslog, at man skulle forsøge sig med Hares model, og på parternes overvejelser blev mødet udsat til ugen efter, den 22. februar 1960. Neumanns bemærkning om, at begge direktører burde gå af, må have givet anledning til eftertanke, for ved åbningen af mødet den 22. februar 1960 indledte Borup Svendsen med at spørge, om Neumanns bemærkning dækkede Femmandsgruppens opfattelse, hvilket Jørgen Pedersen benægtede. Der blev dog anledning til at præcisere en tidligere vedtagelse, at en afgående direktør havde ret til at indstille sin efterfølger, og at denne indstilling som udgangspunkt skulle respekteres. Man konfirmerede endvidere Hares forslag om opdeling af ledelsen i to tre-mandsgrupper, den ene bestående af Hare, Jørgen Pedersen og Suhr, den anden af Wiboltt, Løkkegaard og Alfred Jensen, mens de to advokater Borup Svendsen og Marcussen skulle forestå koordinationen mellem de to grupper. Marcussen var imod og mente, at det eneste rigtige var udnævnelse af en tredje direktør, idet tanken formentlig har været, at den pågældende kunne virke som mægler og koordinator mellem Hare og Wiboltt. Det fremgår imidlertid af referatet, at der ikke indenfor Femmandsgruppen var enighed om at udpege Jørgen Pedersen som tredje direktør, og allerede derfor måtte dette forslag falde. Alfred Jensen foreslog afholdelse af ugentlige møder med begge direktører, men forslaget ses ikke drøftet eller vedtaget. Efter alt at dømme blev Hares forslag den organisation, man herefter kom til at arbejde med resten af ZR's tid, men de store problemer, herunder sammenlægning af de to hovedkontorer, var ikke blevet løst. En lille sag fra mødet 24. juni 1960 kan illustrere det. ZR var blevet tilbudt et Adremaanlæg (til fremstilling af prægeplader til abonnenternes navne og adresser) billigt, men mens Wiboltt og Løkkegaard ønskede anlægget til Hellerup, ville Hare have det til Nykøbing F. Denne noget beskedne sag endte med, at revisorerne blev bedt om at komme med en indstilling til, hvor anlægget kunne gøre bedst nytte, og først tre bestyrelsesmøder senere, den 2. marts 1961, kunne det vedtages at opstille anlægget i Nykøbing F, og her forblev det formentlig, for man fik ikke sammenlagt de to hovedkontorer inden forhandlingerne om sammenslutningen tog deres begyndelse. Årsagen var primært, at man som nævnt forhandlede med Nykøbing F. kommune om samkøring af brandvæsen og ZR i en fælles station. 2.9.5. Økonomi Den manglende likviditet og det manglende overblik havde, som det er blevet beskrevet, været akilleshælen fra den spæde start, og det er klart, at det med formalisering af ledelsen i høj grad stod på dagsordenen at få styr på økonomien, og det må formodes, at navnlig til opnåelse af det formål deltog revisorerne som beskrevet i alle bestyrelsesmøderne. Økonomi er da også et gennemgående tema i protokollen, men emnet fylder ikke så meget som organisation og ledelse, og for en stor dels vedkommende går referatet ud på gennemgang af skyldige debitorer; mange af korpsets medarbejdere, herunder stationsejere og -forpagtere stod i gæld til korpset, og størrelsen af deres konti var ofte genstand for drøftelse og vurdering. Som beskrevet var Wiboltt i en skrivelse til Hare af 27. september 1953 inde på, at den stramme likviditet umuliggjorde udvikling af ZR, jf. afsnit 2.7., og selvom der var tilvejebragt kapital fra Alfred Jensen og Løkkegaard, var det ikke nok til at fylde hullet ud og skabe fornødent albuerum. Altså måtte der mere kapital til. På bestyrelsesmødet 19. april 1958 vedtog bestyrelsen, at der skulle arbejdes videre med nogle forhandlinger, Jørgen Pedersen havde ført med Mobil Oil, som ville yde lån i størrelsen kr. 285.000. Fra kontrakten med Mobil Oil ved vi, at selskabet ydede ZR lån på kr. 350.000, idet ZR samtidig påtog sig benzinsalg fra en række midt- og nordjyske stationer 96A). Korpsets likviditet var trods disse lån, samt nogle låneomlægninger vedtaget 29. juli 1959, fortsat anstrengt, og i bestyrelsesmødet 14. april 1959 foreslog revisor Madsen, at man for en periode stoppede med investeringer. Der var enighed om det rigtige heri, men også om, at det ikke var gennemførligt. Generelt er det imidlertid indtrykket fra gennemgang af protokollen, at det kom til at gå bedre med likviditeten. Revisorernes tilstedeværelse gjorde, at budgettet blev gennemgået og besparelser drøftet, f.eks. i møderne 31. januar og 14. april 1959, og i mødet 9. oktober 1959 kunne Løkkegaard oplyse, at man rådede over likviditetsreserver på kr. 235.000. Det var nye toner, men den var da også gal igen allerede 12. januar 1960, hvor Løkkegaard havde set sig nødsaget til uden varsel at belåne nogle flyvemaskiner for at skaffe kapital til driften, og ved bestyrelsesmødet 24. juni 1960 vedtog man yderligere Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt. www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk Zone-Redningskorpset i Danmark side 41 Da det kneb med at skaffe penge til nyinvesteringer, fandt man ud af at købe dieselvogne på kontrakt. Brændstofbesparelsen ved at gå fra benzin til diesel var større end selskabets udgifter til renter og afdrag på de nye vogne beretter ZRs revisor Aage Silding. Her er to Mercedes ambulancer ved et færdselsuheld i Holbæk. Den flotte vogn forrest med den specielle lakering (rødt tag) er godt nok benzindrevet. Instruktion til abonnementstegner fra 1955. kr. 55.000 i lån fra Mobil Oil. Herefter ser det ud som om, at omslaget for alvor bed sig fast. I mødet 1. september 1960 kunne Løkkegaard meddele, at både likviditet og drift var undergået en glædelig forandring, hvilket gentog sig i mødet 11. oktober, og herefter ses likviditeten ikke omtalt som noget problem i resten af protokollen. Årsagen synes at have været, at der var overblik over økonomien, at der var god gang i nytegningen (mødet 17. august 1961), og at abonnementerne blev pristalsreguleret (mødet 2. marts 1961), jf. tillige nedenfor. Medvirkende har formentlig tillige været, at Hares ledelsesmodel indført fra 22. februar 1960 rent faktisk bevirkede, at der blev skabt ro, således at de to direktører ikke disponerede med indkøb til hver sin side. Protokollen omtaler i hvert fald ikke problemer i den retning efter 22. februar 1960. 2.9.6. Abonnement Som nævnt tidligere havde man i 1955 vedtaget at indføre pristalsforhøjelser af abonnementerne, uden at det, formentlig som følge af modstand fra Hare, var blevet til noget. På bestyrelsesmøderne 19. og 21. april 1958 blev sagen taget op. Direktionen oplyste, at Zone-lederne på det før omtalte møde den 18. april 1958 havde vendt sig imod en prisforhøjelse, men bestyrelsen fandt ikke, at sagen hermed var afgjort. Der var generel enighed om, at abonnenterne skulle betale samme pris for samme service, og at man skulle forsøge at få harmoniseret priserne, jf. at abonnementskontrakterne som oplyst foran indeholdt forskellige bestemmelser om pristalsregulering. Hare vendte sig imod en øjeblikkelig prisstigning, hvilket han mente var blevet lovet Zone-lederne på det omtalte møde. Sagen blev derfor sendt til hjørnespark i et udvalg bestående af revisorerne, Marcussen, Løkkegaard og Jessen, hvis opgave det blev at komme med et oplæg til hvordan man kunne komme videre. På det følgende møde 16. maj 1958 kunne udvalget fremlægge sin redegørelse, der må have været omfattende, idet referatet henviser til side 9 og 10 i redegørelsen. Udvalget konkluderede at man skulle opretholde de frivillige forhøjelser, jf. foran, at man skulle foretage en individuel gennemgang af de abonnementer, der ikke havde betalt frivillig forhøjelse, og at man skulle intensivere tegningsarbejdet ved optegning af gamle abonnementer for at opnå ensartede priser. 89C). Sagen fandt sin løsning på den noget ineffektive måde, at hovedkontoret skulle udtage de kontrakter, der ikke var forhøjet frivilligt, og at man herefter via stationerne skulle søge forhøjelse gennemført ved henvendelse til hver enkelt abonnent. Et girokort fra august 1958 i museets arkiv viser 97), at man desuden kom i gang med pristalsregule- Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt. www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk Zone-Redningskorpset i Danmark side 42 I to omgange havde ZR forsøgt sig med et blad. Første gang var i perioden fra juli 1938 til begyndelsen af 1940. Bladets redaktør var Georg Elmose. Anden gang var i perioden fra september 1946 til begyndelsen af 1947. Bladets redaktør var Orla Bang. Begge blade var baseret på abonnement og annoncer og formentlig stod de to redaktører økonomisk selv for udgivelsen. ZONEN - Organ for Dansk Redningstjeneste, udkom første og sidste gang i februar 1962. Bladet var et projekt iværksat af Hare og det gav anledning til voldsomme rivaliseringer mellem ham og Wiboltt, bl.a. fordi Wiboltt ikke var nævnt i en artikel om hvorledes ZR begyndte. Bladet blev udsendt som prøvenummer til stationerne forsynet med en seddel om, at det ikke måtte benyttes offentligt eller refereres ringen, idet et abonnement som følge af "reguleringstillæg" forhøjes fra kr. 10,60 til kr. 14,60. I 1962 skrev Wiboltt et memo til sig selv om en protokoltilførsel han ønskede foretaget i følge hvilken ZR havde mistet kr. 500.000 om året som følge af Hares modstand mod at håndhæve bestemmelsen om pristalsregulering. Wiboltts eget notat fra 1958 tyder imidlertid på, at også Wiboltt var betænkelig ved generel håndhævelse af pristalsklausulen, ligesom bestyrelsesmødereferatet tyder på, at der var enighed om at gå forsigtigt til værks.98). Først ved bestyrelsesmødet 2. marts 1961 vedtog man i enighed at gennemføre generel pristalsregulering af alle abonnementer, bl.a. efter at Wiboltt i mødet 22. februar 1960 havde dokumenteret, at Falck gjorde det samme, men systemet var ikke blevet fuldt gennemført inden sammenslutningen. I notat af 29. august 1962, jf. note 95A, beskrev Falcks direktør Henry Jørgensen ZR's system således: I mangel af gennemført reguleringsbestemmelse for abonnementerne, må en individuel behandling af abonnementsbegæringerne (grundmaterialet) hvert år foretages, idet man fastsætter afgiften efter, hvad man modtog sidste år, om abonnenten lavede vrøvl, og hvor meget man mener at kunne opkræve det pågældende år. Hvis en abonnent nægter at betale en forhøjelse af afgiften, frafalder man kravet, men meddeler samtidig, at næste år må man i hvert fald have betalt den forhøjede afgift, som følge af omkostningsstigninger o.l. 2.10. Optakten til sammenslutningen 2. maj 1962 ville Hare fylde 75, og i følge et notat, Wiboltt i den anledning udarbejdede, ville Hare i følge direktørkontrakten være forpligtet til at fratræde som direktør.99). Wiboltt har muligvis frygtet, at Hare ville fremsætte ønske om at fortsætte, for han udarbejdede, formentlig til brug for bestyrelsesmødet 14. marts 1962 et 5 sider langt notat om alle de fortrædeligheder, der gennem årene havde været mellem ham og Hare + en oversigt over alle de initiativer, Wiboltt havde taget for ZR gennem årene. Notatet munder ud i, at fortsat samarbejde er umuligt, og at Hare nødvendigvis må fratræde, jf. ansættelseskontrakten. I mødet 14. marts 1962 deltog foruden bestyrelsen revisor Aage Silding og hele Femmandsgruppen. Inden mødet havde deltagerne fået fremsendt et blad, Hare havde taget initiativ til, kaldet "ZONEN Organ for Dansk Redningstjeneste". Lancering af et sådant blad var blevet drøftet på det forrige møde den 22. november 1961, hvor Hare fik i opdrag at gå videre med sagen, men det er efter referatet at dømme uklart, om der blev truffet nogen beslutning om igangsætning af bladet, hvilket i hvert fald Borup Svendsen på Wiboltts vegne benægtede. Af akter i museets arkiv fremgår imidlertid, at Hare allerede 5. december 1961 havde udsendt en cirkulæreskrivelse til stationerne om, at bladet var en realitet, og opfordret stationerne til at sende materiale ind.99A). Det kan derfor synes mærkeligt, at Wiboltt ikke protesterede over denne skrivelse. Mødedeltagerne fik imidlertid rig lejlighed til igen at få bekræftet uenigheden mellem de to direktører. Wiboltt var stærkt utilfreds ikke bare med, at bladet var sat i værk, men også med dets form og undertitlen "Organ for dansk redningstjeneste", ligesom han var fortørnet over, at han ikke var omtalt i en artikel på bagsiden om starten på ZR. Wiboltt havde endda 19. januar 1962 skrevet til bladets redaktør, Harald Andersen i Nykøbing F. og bedt om korrektur, uden at have modtaget den. Sagen kan synes lille, men den optog sindene, og materialet om uenighederne fylder adskillige ark.100). Konklusionen på en meget langvarig drøftelse på bestyrelsesmødet blev, at ZR havde behov for et blad, men at det foreliggende nummer ikke måtte udsendes.101). Wiboltt fik ikke brug for sit indlæg vedrørende Hares fortsættelse som direktør, for Hare meddelte selv, at han trak sig tilbage som sådan med udgangen af maj måned, og at han ikke kunne oplyse, hvem han ville pege på som sin efterfølger. I følge referatet var det kun Marcussen og Neumann, der takkede Hare for hans indsats, mens Borup Svendsen nøjedes med at konstatere, at Hare måtte meddele sin indstilling af sin efterfølger inden han fratrådte, ellers mistede han sin ret dertil. Wiboltt tog ikke ordet. I samme møde meddelte Hare, at han af sin aktiebeholdning udbød til salg kr. 50.000 aktier, som i følge vedtægterne skulle handles til pari (eftersom der ikke var udbetalt udbytte) med halvdelen til Wiboltt og halvdelen til Femmandsgruppen. Peter Straarup har i samtale med forfatteren 19. juli 1999 peget på, at Hare har troet, at Wiboltt ikke kunne skaffe kr. 25.000, hvilket ville medføre, at hele aktieposten ville gå til Femmandsgruppen, og at Hare har ønsket på den måde at forrykke magtbalancen i korpset fra Wiboltt til Femmandsgruppen, hvilket stemmer med Hares senere forklaring, jf. kapitel 3 afsnit 3.11. Hare skulle fortryde dette udbud bitterligt da det viste sig, at Wiboltt kunne skaffe kapitalen, og at Falck få måneder senere betalte de samme aktier med kurs 1600. På mødet 10. maj 1962 - ZR's sidste egentlige bestyrelsesmøde - skulle der tages stilling til valg af bestyrelse inden afholdelse af generalforsamling. Det spændende var, om Wiboltt og Femmandsgruppen accepterede genvalg af Marcussen, der som bekendt var Hares repræsentant. Jørgen Pedersen foreslog genvalg af Marcussen, og herved blev det, men det blev anført i protokollen, at Marcussen var valgt på et kampmandat. I samme møde var som et af de sidste punkter optaget: Overvejelser vedrørende Falck. Wiboltt og Borup Svendsen kunne berette, at de havde haft samtaler med repræsentanter for Falck om en opdeling af landet. Der nedsattes et forhandlingsudvalg bestående af Hare, Wiboltt og Jørgen Pedersen med Løkkegaard som udvalgets sekretær. Referatet slutter således: Der var enighed om, at forhandlingerne skulle fremmes mest muligt, og om, at Z-R's almindelige dispositioner - også med hensyn til investeringer - skulle fremmes uanset de således løbende forhandlinger. Begyndelsen til enden var sat i værk. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt. www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk

Tilbage