 | Afsnit fra Zone-Redningskorpset i Danmark
Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt | Zone-Redningskorpsets Venner
www.zone-redningskorpset.dk
info@zone-redningskorpset.dk |
Zone-Redningskorpset i Danmark side 69
 | På stort set alle stationer var man afhængig af løse medhjælpere, gerne små næringsdrivende i nærheden af stationen, der udstyret med kasket på kort varsel kunne køre med, om ikke andet så for spændingens skyld. Motiv fra Horsens. Billedet viser ZR Odder ved Hovedgaard, hvor ZR Horsens havde arrangeret en øvelse omkring 1938/39. Redderen i uniform er Carl Nielsen, og den unge mand er Iver Pedersen. |
 | Køjerum hørte med til en enhver større station. Her er det Randers. Foto formentlig sidst i 1930'erne. |
4.1. Overenskomstforhold
4.1.1. Generelt
Det er formentlig indiskutabelt, at arbejdsforholdene i ZR ikke var de bedste, selv målt efter datidens forhold, og at engagement i korpset enten som ansat eller som selvstændig stationsleder krævede en vis grad af ildsjæl for at være med i det lange løb. Der er ikke foretaget nogen undersøgelse af ancienniteten i ZR, idet der ikke findes nogen samlet personaleoversigt 1), men indtrykket er, at ganske mange blev i korpset i lang tid, mens der omvendt formentlig på lavere niveau var en del udskiftning af unge mennesker, der for en kortere tid fik stillet trangen til røde biler og hurtig kørsel. Stationsberetningerne bagest i bogen er ikke mindst en beretning om arbejdsvilkår, der må læses som en integreret del af dette kapitel. Mange stationer i provinsen blev drevet af en eller to faste folk, resten var mere eller mindre frivillige og/eller løse medhjælpere, som kørte med, når der var behov for det. Til illustration kan nævnes, at Falck i 1962 udførte 768.000 assistancer med et personale på 1.547 personer excl. deltidsbeskæftigede brandmænd, hvilket giver 496 assistancer pr. medarbejder. ZR udførte i 1962 255.000 assistancer med et personale på 330 mand, hvilket giver 773 assistancer pr. medarbejder.2)
Vi har i de øvrige kapitler i et vist omfang været inde på arbejdsforhold. I kapitel 2 afsnit 1.3. er Zone-konernes forhold omtalt, og i kapitel 2 afsnit 5 er bl.a. omtalt en indberetning om driften af ZR i Silkeborg, og det skal ikke gentages her.
Der kan være grund til at fremhæve, at når det er lykkedes 20 år efter ZRs ophør at etablere et fuldt udstyret museum for korpset, så forbinder vi det netop med arbejdsglæde og engagement i arbejdet, idet en væsentlig del af de indsamlede effekter netop stammer fra tidligere ansatte, som i veneration over deres gamle arbejdsplads har bevaret minder fra korpset. At arbejdsvilkår og lønforhold var mindre gode betyder derfor ikke nødvendigvis, at der ikke var højt engagement og arbejdsglæde i ZR.
Frode Olsen beskriver interessen for arbejdet således: At den var stor hos alle synes jeg illustreres godt af, at der aldrig skete større ulykker som rygtedes i omegnen uden, at alle, som ikke var på arbejde, straks meldte sig på telefonen eller mødte op på stationen.2A).
Nævnes skal i denne forbindelse også, at museets scrapbøger indeholder adskillige breve fra borgere, som udtrykker taknemmelighed over den service, de i nødsituationen har mødt fra personalets side. Vi tager som eksempel et brev af 24. september 1952: Paa min Datter Fru (Udeladt) og egne Vegne, beder jeg Dem paa denne Maade modtage vor allerhjerteligste Tak for Kørsel af min Datter fra Blegdamshospitalet til hendes mands Begravelse i Rødovre Kirke Lørdag 20. d. M. og tilbage igen til Hospitalet, hvor hun fremdeles henligger. Jeg kunde ønske at vor Tak maa bringes videre til De to Herrer som udførte deres gerning saa korrekt og smukt. Hjertelig Tak for Deres Velvilje og menneskelige Forstaaelse....2B)
4.1.2. På kost og logi i 1930'ernes krisedanmark
En fornemmelse af vilkårene i korpsets spæde start kan man få ved at læse et interview, Arne Vagn Jensen i 1994 har foretaget med Mogens Gebbel, der var ansat i København som redder fra maj 1932 til maj 1933. Beretningen siger noget om, under hvilke forhold det var muligt at få folk til at arbejde under 1930'ernes krise.3) I 1932 var Mogens Gebbel 22 år. Han boede og spiste på stationen sammen med fire andre ansatte, hvor ét rum tjente som både soveværelse, opholdsstue og spiserum. Der var ingen bekvemmeligheder i rummet. Lønnen var kr. 45 om måneden + kost, logi og uniform, men uden betaling for overarbejde eller andet. Arbejdstiden var ca. 110 timer om ugen uden fridage eller ferie. De ansatte skiftedes til at sove i et lille rum bag garagen (vagtstuen) for at passe telefonen. Der blev for det meste kørt sygeture. El- |
Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt.
www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk |
Zone-Redningskorpset i Danmark side 70
 | Redningsmanden møder i sit arbejde chokerede mennesker, som han skal kunne berolige og hjælpe. Situation fra en brandudrykning i Nykøbing F. |
 | Stationslederne havde ingen overenskomst - deres indsats var døgnbeskæftigelse. Her er fem af dem samlet med Harald Neumann og Wiboltt ved Flyvetjenestens 15 års jubilæum 1. september 1954. Efter Neumann yderst til venstre er det Olaf Larsen, Frederikssund, Wiboltt, Holger J. Hansen, Hillerød, Hans Lohse Hansen, Maribo, Frode Sørensen, Holbæk og Kaj Børge Røpke, Vordingborg. |
lers var vagterne lange og kedelige, og de havde hverken radio eller noget andet at kunne fordrive tiden med. Især var søndagene svære at komme igennem, ofte helt uden udrykninger eller sygeture. Aage Lindell havde sygetransportfirmaet sammen med sin mor, og det var hende der bestemte. Den mad der blev serveret, var ikke noget at skrive hjem om, og havde man en sygetur til hospitalet, spiste man der. En dag de sad og spiste smørrebrød, skød Mogens Gebbel et stykke brød over til en af de andre, han ville skubbe det tilbage, med det resultat, at det faldt på gulvet. "Det kan Betty ta´", sagde Lindell. Betty var hans gamle schæferhund. I det samme kom Lindells mor ind og udbrød: Hvem er det der har smidt sit brød på gulvet ?. Ingen svarede. Det er Dem sagde hun og pegede på Mogens Gebbel. Hvordan kan De se det ?, spurgte Gebbel, Jo !, De får altid endeskiven, De har de bedste tænder !.
4.1.3. Landsoverenskomsten
Vi ved desværre ikke, hvornår ZR fik en landsoverenskomst med Dansk Arbejdsmands Forbund. Fra 11. marts 1947 foreligger en skrivelse fra ZR til samtlige stationsledere med fremsendelse af Landsoverenskomst til ikrafttræden pr. 1. marts 1947, men det er ikke til at se, om der er tale om en helt ny aftale, eller om en forlængelse af en gammel aftale.4). Problematisk var det, at ZR ikke var ét selskab som Falck, men bestod af flere selvstændige virksomheder, og det eneste ZR i denne forbindelse kunne gøre var i kontrakter med stationsledere, forpagtere og stationsejere at betinge sig, at de kun anvendte organiseret arbejdskraft, jf. eksempelvis kapitel 1 note 18, bestemmelser der formentlig sjældent blev overholdt. Konstruktionen med selvstændige stationsledere var i denne relation ikke uproblematisk for ZR, og for de første stationers vedkommende har man næppe betinget sig, at de ansatte skulle være organiserede.5). I 1934 iværksatte Dansk Arbejdsmands Forbund en blokade mod ZR Næstved, fordi Jens Peter Jensen anvendte uorganiseret arbejdskraft. Blokaden blev formelt først ophævet i februar 1937, men forinden havde ZR mistet en kontrakt med Næstved Brandvæsen p.g.a. problemerne. Og i november 1935 havde samme forbund blokeret ZRs afdeling i Sønderborg, fordi Tychsen ikke havde overenskomst.6).
Noget kan tyde på, at overenskomsten af 1. marts 1947 var den første landsoverenskomst, ZR indgik med fagforbundet, for i museets arkiv findes en overenskomst fra 1945 udfærdiget mellem Kuskenes og Chaufførernes Fagforening for Aalborg og Nørresundby vedrørende ZRs personale i Aalborg, hvilket vel ikke havde været nødvendigt, om der havde været en landsoverenskomst.7). Således må der før 1947 være indgået lokalaftaler om ZRs personale, hvilket stemmer med en omtale i Frederiksborg Amtsavis 2. oktober 1938 om, at ZRs folk i Køge var gået i strejke, fordi stationslederen havde haft sin (ulønnede og uorganiserede) svoger med på udrykning.8).
I et ikke ubetydeligt omfang skelede fagforbundet til den landsoverenskomst, det havde med Falck, og 23. januar 1940 fik Kuske og Chaufførernes Fagforening i Vejle Hare til at acceptere, |
Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt.
www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk |
Zone-Redningskorpset i Danmark side 71
 | Stolthed og kammeratskab - en del af at være Zone-mand. På billedet fra Nakskov er det fra venstre Johannes Nielsen, Finn Andersen, Arnold Christiansen, Knud Børge Petersen. I vognen stationsleder Ernst Petersen og på hjelmen den senere stationsleder Knud Madsen. |
 | Tid til pjat mellem opgaverne. Der danses ballet i gården i Nykøbing F. Redderne er Knud Jensen, Georg Rasmussen og Børge Clemmen Rasmussen. |
at ZRs personale i Vejle skulle være dækket af samme overenskomstvilkår, som var gældende for Falck.9).
Også på andre områder blev der etableret lokale aftaler. For ZR Aalborg foreligger således en overenskomst fra november 1944 med Dansk Dykker Forening om ansættelse af en dykker.10)
Landsoverenskomsten fra 1947 blev fornyet om ikke før, så i hvert fald i 1952. Forinden var der fra Dansk Arbejdsmands Forbud afgivet 2. strejkevarsel, der skulle træde i kraft 9. juli, fordi det ikke var lykkedes for forbundet at opnå en tilfredsstillende aftale. Overenskomsten er dateret 8. juli 1952 og strejke blev således ikke til noget.11).
Overenskomsten udløb 1. april 1954, og det må antages, at den herefter blev afløst af en ny overenskomst. Museets samling er dog ikke komplet, og det er ikke muligt på baggrund af materialet at opstille et billede af, hvorledes overenskomstforholdene udviklede sig, idet den næste landsoverenskomst i museets arkiv er fra 1958.
Noget kan imidlertid tyde på, at det kneb med at overholde overenskomsten. Fra 30. september 1955 foreligger en skrivelse fra ZRs hovedkontor til samtlige stationsledere og forpagtere, hvor man indskærper, at overenskomsten skal overholdes, og at alt personale på stationerne skal være organiseret.12). En lille sag fra samme periode bekræfter forholdet. Falcks personaleblad Falcken nr. 6 1955 bragte en artikel om ZRs manglende overholdelse af overenskomsten og om Falck-personalets fortørnelse over, at fagforbundene ikke greb ind. Chaufførernes Fagforening beklagede sig 20. december 1955 til Dansk Arbejdsmands Forbund over denne - som det hed - uartige artikel. Forbundet svarede tilbage, at Falck også officielt havde rettet henvendelse til forbundet om den manglende overholdelse af overenskomsten i ZR, hvortil forbundet 22. december 1955 svarede: Vi har telefonisk gjort korpset (Falck) opmærksom på, at man ikke skulle blande sig ind i vort forbunds indre anliggender og slet ikke blande sig i, hvorledes vi herfra forvalter vore overenskomster. For forbundet var det tilsyneladende vigtigere at holde på formalia end at tage en modtaget anmeldelse om overtrædelse op til behandling. Falck må have undret sig. Men i øvrigt tilføjede forbundet i brevet til Chaufførernes Fagforening, at man så godt som hver eneste uge havde sager med ZR som medførte, at korpset måtte efterbetale store beløb.13).
Fra 1961 var landsoverenskomsten den samme for både Falcks og ZRs personale. Falck-reddernes fællestillidsmand, Aage Nielsen, skrev i Falcken nr. 5 1960 14), at forhandlingerne med fagforbundet var ført sammen med ZRs forhandler, som var Henry Møller-Laustsen fra ZRs Amagerstation.15). Aage Nielsen skrev: Det må jo i sagens natur være sådan, at løn- og arbejdsforholdene for korpsenes chauffører og reddere er præcis de samme i de to korps, af den grund, at vort arbejdsområde er præcist det samme. Sagt mere direkte: Konkurrencen mellem korpsene må på ingen måde ske over vore rygstykker. Og rent faktisk fik Falcks og ZRs personale præcist samme landsoverenskomst.16). |
Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt.
www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk |
Zone-Redningskorpset i Danmark side 72
 | Med den senere akkvisitionschef Gunnar Lindehammer som primus motor lavede man i nogle år Zone-Revy på Platanvej. Programmet og billedet er fra revyen i 1948 som blev holdt på Gimle. I en af revyerne medvirkede en af ZR's støtter, skuespilleren Ib Schønberg. Fra venstre er det Elith Hansen, Hugo Olsen (med ryggen til), John Svend Henry Charles Elvin Jensen (Det hed han !), kvinden desværre ukendt, Harald Jørgensen, Gunnar Lindehammer, Kirsten Madsen med armene på Dan Lindehammer, Erna Hansen, (senere gift Larsen) og yderst til højre med hvid kasket H. Mullich. Bag Lindehammer gemmer sig to personer, den ene er Arne Olsen, den anden, kvinden, er, ligesom kvinden yderst til højre, desværre ukendt. |
 |  |
 | § 1 i provinsoverenskomsten fra 1958 |
Landsoverenskomsten omfattede ikke København og Frederiksberg. Her havde man en særlig overenskomst med Chaufførernes Fagforening. Museet er i besiddelse af et tidligt eksemplar fra 6. maj 1938 og et sent eksemplar af 10. august 1961 - måske den første og den sidste.17).
For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at kontorpersonalet i ZR fik overenskomst med Dansk Handels- og kontormedhjælperforbund i januar 1934.17A).
4.1.4. Indholdet af overenskomsten
Vi skal ikke gøre så meget ud af hvad overenskomsterne nærmere indeholdt. Hvis vi først tager ZRs stationsledere på de mange små stationer, som i vidt omfang var eneste fastansatte, og de mange selvstændige stationsledere, så var disse overhovedet ikke omfattet af overenskomsten. Deres arbejdsvilkår - jf. stationsberetningerne - var døgnbeskæftigelse for både dem selv og konen, og skulle de have fridag eller ferie, måtte de selv betale og som udgangspunkt selv sørge for afløsning.17B). De skulle desuden som regel selv lønne det nødvendige personale, jf. kapitel 2 afsnit 1.2. Selv for en garvet og respekteret Zone-leder som Laurits Olsen i Helsinge kunne vilkårene blive for dårlige, for 9. og 10. november 1943 kunne lokalaviserne i stort opsatte artikler berette, at Laurits Olsen havde sagt op på grund af for dårlig løn. I følge Laurits Olsen fik han kun kr. 450 om året til sig selv, når udgifterne til lønninger var afholdt. Skambyder Zonen sine Folk skrev Social-Demokraten i overskriften. Allerede 12. november 1943 kunne pressen meddele, at lønnen var blevet femdoblet, og at Laurits Olsen fortsatte. Avisen skriver, at Louise Reinholdt Hansen havde ringet til redaktionen og udtrykt sin sympati for Laurits Olsen, i sig selv ikke særligt loyalt overfor Hare og Wiboltt.17C).
Overenskomsterne var derfor først og fremmest relevante for de ansatte på de større stationer - og disses antal kunne i de første år formentlig tælles på få hænder.
Stig Frisholt har i forbindelse med et radiointerview produceret i 1982 fortalt, at han ved ansættelsen på Amager-stationen i 1934 havde den såkaldte "kineservagt" med 36 timer vagt og 12 timer fri. Han var i starten ikke organiseret, men da han fik erhvervskørekort, og blev chauffør, blev han medlem af Chaufførernes Fagforening og opnåede lønforhøjelse - men samme vagtforhold.18).
I den overenskomst for København, som museet er i besiddelse af fra 1938, jf. note 17, er "kineservagten" afskaffet. I stedet er indført døgnvagt med 24 timer på vagt og 24 timer fri. For kørsel efter kl. 16.30 blev der betalt ekstra løn efter en skala alt efter tidspunktet på døgnet, der var ti dages ferie uden fradrag i lønnen, tillæg for forskudt middagspause, løn under sygdom m.v. Der var endvidere grænser for, hvor meget mandskabet skulle arbejde i garagen med vognklargøring m.v. I forhold til overenskomsten fra 1961, jf. også note 17, var der ikke sket meget med arbejdstiden, idet døgnvagten i princippet var den samme som i 1938, blot fik mandskabet et ekstra fridøgn pr. måned. Ferien var forlænget til tre uger, og der var bestemmelse om, at kranvognskørsel i sneperioden så vidt muligt skulle ske med to mand. Der var desuden indført regler for mandskab på dagvagt. Hvad man derimod forgæves kigger efter er regler om hviletid; der var tilsyneladende ingen begrænsninger for hvor meget man skulle arbejde eller påtage sig af overarbejde.
I provinsoverenskomsten fra 1952, jf. note 11, ser det ud til, at "kineservagten" fortsat var gældende, idet mandskab på døgnvagt desuden skulle udført vagttjeneste hveranden nat. Til gengæld fik det hver uge en fridag samt ½ fridag pr. måned, som kunne opsamles og lægges sammen med ferien, der var på tre uger. Der var desuden en række særregler, bl.a. om tillæg i forbindelse med entreprenørarbejde, begrænsninger i omfanget af arbejde i garagen, løn under ferie m.v., alt meget lig Københavneroverenskomsten. "Kineservagten" var ikke afskaffet i det seneste eksemplar af overenskomsten fra 1958. |
Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt.
www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk |
Zone-Redningskorpset i Danmark side 73
 | To Zone-folk - Jørgen Olsen og Torben Kjeldmann i flot uniform, klar til ambulancetur i Frederikssund 1954. |
 | I virkelighedens verden kunne uniformen også bestå af mere tilfældig tøjsammensætning som her, hvor ZR i sommeren 1953 rensede fire 26 meter høje kornsiloer i Ringsted for brændt korn. Med hvid kasket Carlo Lundtoft. |
Naturligvis kunne der foretages en nærmere gennemgang af overenskomsterne. Det ville imidlertid hurtigt blive meget teknisk og indviklet, og lønniveauet ville ikke sige ret mange noget i dag.
Afgørende har det blot været at få konstateret, at ZR havde overenskomst, at personalet skulle være omfattet af overenskomsten, at ZRs stationer i visse tilfælde blev blokeret, fordi personalet ikke var organiseret, og at der foreligger spredte vidnesbyrd om, at overenskomsten i øvrigt ikke blev overholdt.
4.1.5 Uniformering
Fri uniform var en del af overenskomsterne, og det må derfor være naturligt i forbindelse med overenskomsten at omtale uniformeringen.
Der findes i museets arkiv to uniformsreglementer, et fra 1935 og et fra 1959 19), men billeder af ZR personale i forskellige sammenhænge viser, at der ved siden af de officielle reglementer var et væld af besynderlige selvkomponerede uniformer. Det officielle billede var ZR manden i flot uniform med spidsbukser og høj krave eller fra omkring 1945 jakke med revers, men navnlig ved kranvognskørsel, entreprenørarbejde, brandslukning m.v. anvendtes formentlig i vidt omfang eget tøj eller kedeldragter, som måske nok var udleveret af ZR, men som ikke var ens fra station til station. Først omkring 1955 fik man indført brune kedeldragter - eller overalls som de hed - med ZONEN i rødt tryk på ryggen. Det samme gjaldt skjorter, der først blev standardiseret med uniformsreglementet i 1959. Kasketten var derfor det bærende led i uniformeringen.
Hvor Falck havde sølvfalk og sølvknapper, valgte ZR guldmærker og knapper på samme måde som brandvæsenets uniform. I Aalborg forlangte brandinspektøren (formentlig i 1944) som betingelse for at tilkalde ZR til brand, at man mødte med samme farve knapper som Falck, så der kunne kendes forskel på brand- og redningsfolk.20).
4.2. Personaleforening m.v.
Der var ikke i ZR nogen organiseret personaleforening. Zone-lederne på Sjælland, Lolland-Falster og Møn mødtes i Zone-lederforeningen, vistnok mest til selskabelige sammenkomster. Foreningen blev stiftet 12. november 1941 i København med det formål at samle Zone-lederne i et bredere samarbejde mellem stationerne samt et bedre samarbejde med direktionen.20A). Der er ikke efterladt noget materiale fra foreningen, bortset fra menukort, sange og fotos fra foreningens 20 års jubilæumsfest i Hellerup 1961.21).
Som det fremgår af omtalen af bestyrelsesmødet i ZR 21. januar 1949 i afsnit kapitel 2 afsnit 2.5. indfandt Arthur Petersen fra Horsens sig efter bestyrelsesmødet for som repræsentant for en nystiftet Zone-leder forening at spise frokost med bestyrelsen. Fra denne forening foreligger kun et brev af 10. marts 1949 fra Arthur Petersen til Louise Reinholdt Hansen, hvor han i skarpe vendinger beklager sig over, at hun havde modsat sig, at Zone-ledernes Landsforening anvendte et "ZL" i forening med ZRs malteserkors. Arthur Petersen beskriver hendes nægtelse som hans livs største chok, og skriver, at hendes afvisning er en hån mod medarbejderne, og at der om noget er behov for at højne korpsets økonomi og standard. I følge brevet omfattede foreningen 52 Zone-ledere. Hvad der mere kom ud af sagen, og hvorledes foreningen kom til at fungere, vides ikke, men fra kapitel 2 afsnit 9.2. kan vi se, at Hare havde deltaget i et møde med foreningen 18. april 1958 og givet løfter.22).
Fra 18. maj 1962 foreligger et oplæg til en personaleforening udarbejdet af Kay Rothe Hansen, ligesom der foreligger et ikke-udfyldt medlemskort til Personaleforeningen "Zonen". Det må antages, at disse planer er strandet som følge af sammenslutningen.23).
M.h.t. personalets indflydelse på ledelsens beslutninger henvises til kapitel 2 om ZRs organisation. |
Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt.
www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk |
Zone-Redningskorpset i Danmark side 74
| Aalborg-stationen redder en tilskadekommen arbejder som er faldet ned i bunden af en silo under bygning på en gødningsfabrik i Nørre Sundby. Trods protester fra fabrikken skar ZR hul i siloen, så arbejderen kunne komme ud i bunden, fremfor at skulle bæres op fra oven. |
 | På billedet viser svejseflammen, at man er ved at skære hul i siloen. Bemærk skrifttypen på katastrofevognen som Jørgen Pedersen var begyndt at indføre i årene op til sammenlægningen. Falck var begyndt med samme type og anvender den fortsat. |
 | Til højre fires arbejderen ned i marinebåren. Cigaretten har han fået efter ønske for at dulme nerverne - en slags antichockbehandling. Zone-manden er Bent Røn. Foto 12. januar 1962. |
 | Da Wiboltt holdt sin nytårstale i 1962 sagde han til Mogens Falck, at man i ZR var som en stor familie - og måske udtrykker dette billede med kontorpersonalet fra Platanvej ved Olga Rasmussens 15 års jubilæum, hvad han mente. Fra venstre er det Grethe Ladager Hansen (ansat som elev 1. august 1952), Hare, Lilian Lessel, Inge Ladager Hansen (gift Lønbo), Helga Hansen, Lizzie Kloster, (herefter siddende) Olga Rasmussen, Kesten Gleerup (kronprinsessens jordemoder - Hares veninde), Eva Wiboltt (Wiboltts kone), Olga Jessen, Frederik Eigil Løkkegaard, Erna Larsen, Lis Christiansen, (herefter siddende) Grethe Battrup, Niels Jørgen Bille, Wiboltt og Otto Jessen, i hvis lejlighed på Forchhammersvej billedet er taget. |
Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt.
www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk |
Zone-Redningskorpset i Danmark side 75
| Effekter på museet, der viser noget om arbejdsvilkårene i ZR: |
 | Man kunne ikke ringe efter brandvæsenet i tordenvejr, for telefonen blev afbrudt. I Eskildstrup og Søllested blev opsat udkikstårne, så man på den måde kunne holde øje med brande som følge af lynnedslag i de stråtækte gårde. Det 15 meter høje udkikstårn i metal har været et farligt sted at opholde sig netop i tordenvejr. Willy Henriksen har fortalt, hvordan han trods sin nægtelse af Reinholdt Hansen blev kommanderet op i tårnet i Eskildstrup. |
 | Patienttransport skulle kunne foretages af én mand - derfor var der hjul i bårens fodende, som skulle ind i vognen først. I dag ligger patienten modsat. Bårene blev fremstillet på værkstedet på Platanvej - den her viste har været anvendt i Helsinge. |
 | Treben (Helsinge) til løfteopgaver, som her med dyresele (Sorø). Rejsning og transport af trebenet kræver mindst tre mand, og redderen var derfor helt afhængig af bistand fra rekvirenten og publikum. |
 | Det kan også gå galt for os, har Lundtoft skrevet i sit album om dette billede fra Rønne. Den uheldige redder til højre er Erik Jørn Nilsson. |
Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt.
www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk |
Zone-Redningskorpset i Danmark side 76
 | Farligt arbejde - ? ZR Rønne transporter en tysk torpedo med fuld sprængladning fra Gudhjem til Rønne. |
 | Farligt arbejde - ? Hvis tyngden på kranvognen ikke er nok til at klare opgaven, må medhjælperen sammen med frivillige hænge i kofangeren. Situation fra Nykøbing F. |
4.3. Personalepolitik
Da Wiboltt 31. december 1962 officielt trådte tilbage som direktør i ZR, holdt han - formentlig ved nytårsparaden i Falck-Huset - en tale, som var stilet til Mogens Falck. Wiboltt sagde bl.a.: De fleste af de gamle funktionærer, De kommer til at samarbejde med, er i det store og hele af høj karat, men de er opvokset under helt andre forhold end Deres medarbejdere, de har sammen med os ledere følt sig som en stor familie, - og tager De hensyn hertil, vil De utvivlsomt få megen glæde af dem....24)
Wiboltts ord rammer nok noget meget centralt i ZR, for midt i de kaotiske ledelsesforhold og den deraf følgende mangel på organisation, var der meget kort mellem ledelse og medarbejder. Direktionen kendte ikke bare mandskabet, men også koner og børn. Det er svært nærmere at dokumentere eller beskrive dette, men Parmo Christiansen i Skanderborg har under et besøg i 1984 fortalt, at Hare havde en lommebog, hvor han førte både navne og fødselsdage på stationslederen og dennes familiemedlemmer, så han altid kunne huske dem og overrække en lille erkendtlighed på deres mærkedage.25). I overensstemmelse hermed er Fritz Knudsens beretning til museet af 10. marts 1999, hvor han fortæller, at Hare forærede ham en ZR-kasket, da han som dreng fik en legekranvogn af sin far, der var stationsleder i Haarby.26).
At der var realiteter bag familiefølelsen afsløres måske bedst af korpsets holdning til spørgsmålet om misligholdelse i tjenesten. Hvis man var en god og energisk medarbejder, fik man umådelig lang snor. Revisorernes fortvivlelse over hvorledes man undlod at håndtere det problem, at mange ledende medarbejdere på forskellig måde lånte af kassen ved ikke at aflevere regnskab, eller ved at have store mellemregningskonti, er netop udtryk for den såkaldte "familiefølelse", måske til en vis grad kombineret med, at man vidste, at man ikke til samme løn og arbejdsindsats kunne tiltrække tilsvarende kvalificerede medarbejdere. Ej heller spirituskørsel i korpsets tjeneste behøvede at medføre afskedigelse, hvis man i øvrigt var en god medarbejder.27).
4.4. Arbejdsvilkår i øvrigt
Arbejdet i ZR var formentlig på mange måder både farligt og hårdt arbejde, men vi ved ikke ret meget om det. På museet er registreret ni dødsfald i ZRs tjeneste, hvoraf fem kan relateres direkte |
Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt.
www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk |
Zone-Redningskorpset i Danmark side 77
 | Knud Jensen fra Randers blev dræbt, da han stod bag på en katastrofevogn i Odense magen til den, han her præsenterer sammen med Hans Christiansen i Randers den 18. marts 1938. |
 | Midt i al det farlige og makabre må vi ikke glemme glæden ved at hjælpe som en afgørende faktor for en redningsmand. Her bærer Kaj Børge Røpke syge børn ankommet med skib fra Grønland til ambulancen 28. september 1953. |
til, at de blev udført i redningstjenesten (to blev dræbt ved ulykker under udrykningskørsel, en ved en eksplosionsulykke under krigen, en ved autobugsering, en ved eftersøgning på Limfjorden) mens fire dødsfald må betragtes som ulykker, der kunne opstå også udenfor redningsvirksomheden. (to ved flystyrt, en ved kørselsulykke, en som følge af fejl ved dykkerudstyr).28).
Om arbejdsskader har vi stort set ingen viden, men museets database gruppe 11.2.2. med materiale om interne ulykker, indeholder omtale af adskillige færdselsuheld i forbindelse med udrykningskørsel. I Aarhus ved vi, at Fabricius Rasmussen kom til skade under en brand 3. oktober 1940 der gjorde, at han senere måtte forlade tjenesten, men ellers har vi intet materiale hverken om arbejdsulykker eller skader forvoldt i tjenesten.29).
Der er imidlertid ikke tvivl om, at arbejdet i redningskorpset var hårdt og tungt arbejde. Som følge af den ringe bemanding blev de fleste udrykninger foretaget af én mand, også kørsel med ambulance, hvor hurtig kørsel synes at have været det eneste det gjalt om.30). Af samme grund var ZRs bårer bygget med hjul i fodenden, så én redder kunne gå med båren. Kun i de store byer kørte man to mand på ambulancen. Carlo Lundtoft, som fra 1954-1962 var stationsleder i Rønne, har til forfatteren fortalt, at da Hare under et inspektionsbesøg i Rønne så, at der sprang to mand på en ambulance, blev det påtalt med bemærkning om, at man ikke skulle indføre Københavnerforhold.31). Almindeligvis har publikum ej heller forventet, at man mødte med to mand på ambulance. Selv da ZR Næstved efter ophøret af besættelsen medvirkede i en undervisningsfilm om sprængstoffer, ser man ambulancen ankomme til sygehuset med den kvæstede, hvorefter en portør kommer ud for at hjælpe Zone-manden med båren.32).
Når det drejede sig om autohjælp og bjærgningsopgaver var håndkraft den primære kraftforsyning. Efter besættelsen fik dog mange kranvogne monteret motorspil, og kort før sammenslutningen begyndte de første kraner med motorspil at komme frem, men ellers var udgangspunktet håndbetjente spil på kranen, taljer og donkrafte. Ikke alene var materiellet tungt, det var også uhåndterligt, og drejede det sig om f.eks. dyreredning, skulle treben, talje og tovværk i værste fald slæbes langt ud over markerne, for terrængående køretøjer fandtes ikke. Langt de fleste opgaver har således krævet aktiv medvirken af skadelidte eller det forhåndenværende publikum, hvad da også adskillige billeder vidner om. Også når det drejede sig om at tømme kældre etc. for vand var pumpemateriellet håndbetjent.
Når det gjaldt brandslukning har det formentlig almindeligvis været sådan, at der på stationer med brandkøretøjer som regel altid har været to mand til at rykke ud. I kommunerne havde man lokale brandfolk, som mødte på brandstedet og hjalp til med arbejdet under instruktion af Zone-lederen. Udlægning af slanger over markerne skete ved håndkraft, og udrustningen og den personlige beskyttelse bestod kun af støvler, kedeldragt, økse og hjelm samt simple røgmasker.
Af komfort var der heller ikke meget at byde på. Af Falcks smæderapport om ZR fra 1957, jf. kapitel 3 afsnit 2.5 fremgår, at ZR havde en dispensation fra Arbejderbeskyttelsesloven, men at end ikke dispensationen blev overholdt. Museet har ikke undersøgt sagen nøjere, men oplysningen er for mange stationers vedkommende formentlig rigtig.
Ser man på vognenes indretning, bemærker man, at der i de ældre køretøjer ikke findes noget varmeapparat, og at der ikke findes nogen mulighed for at indstille sæder eller ryglæn, end ikke i køretøjer leveret i 1960.33).
Den helt afgørende forskel i forhold til i dag er dog formentlig, at beredskabet var så beskedent, at man som udgangspunkt måtte klare sig selv. Radio i vognene fik man først i årene op til sammenslutningen, så yderligere hjælp kunne ikke bare tilkaldes, men hertil kom, at der typisk ikke var nogen at tilkalde. Man måtte med andre ord klare sig selv. |
Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af materialet er ikke tilladt.
www.zone-redningskorpset.dk - info@zone-redningskorpset.dk |
| |