Interview med Gudrun Olsen
Dette interview blev optaget på bånd, men desværre med dårlig lydkvalitet. | Gudrun Olsen har i interview med museet 15. april 1999 forklaret, at det ikke var let at være kvinde i denne stilling. Gudrun Olsen berettede i øvrigt: Stationen dækkede Odsherred til en linje Fårevejle-Hørve. I starten var der kun en ambulance, så der var ikke faste fridage, hviletid eller ferie. Disse begreber eksisterede simpelthen ikke på den tid. Statshospitalet i Nykøbing S. havde 1200 patienter, og når "det hvide snit" blev udført på Militærhospitalet i København, blev der sat 2 bårer i ambulancen og stationen havde nærmest ugentligt ture hertil.
De første jordbrugere her efter inddæmningen (Pionererne fra Lammefjorden) var fattige, levede og boede meget usselt. Der var mange ture hertil, og man sagde gerne på hospitalet, at "efter de har været i bad, så dør de".
Besættelsen var årsag til ekstra travlhed og årvågenhed. Holger Olsen var under pres fra en lunefuld værnemagts side. Når tyskernes vogne ikke kunne køre, havde Holger Olsen bare at stille på pletten. På en tur under besættelsen troede tyskerne, at ambulancen blev brugt til våbentransport. På en tur ud af Rørvigvej, blev Holger Olsen stoppet og ville rent instinktivt fremvise sin køretilladelse, og han greb derfor efter baglommen, men kollegaen råbte "op med hænderne Holger - op med hænderne Holger"; den tyske vagt havde sit våben oppe, for han vidste ikke, hvad Holger Olsen tog efter. Nabo til stationen var landsretssagfører Henry Gideon. Gudrun Olsen husker, at han var overbærende med larmen i gården. Senere viste det sig, at han var leder for den lokale modstandsbevægelse i Odsherred og ved krigens slutning var den, der forhandlede med den tyske kommandant på Hotel Fønix. Efter besættelsens ophør var der mange ture med tyske flygtninge, og Gudrun Olsen har mange gange vasket ambulancen af indvendig, for flygtningene havde lus og tyfus. |