Artikel i ZONE NYT nr. 24
ZR Kolding 1.7. - 31.12.1962 Aksel Bentzen i Kolding havde ZRs station fra 1. oktober 1945 - 30. juni 1962, til hvilken dato han havde opsagt sin forpagtningskontrakt med ZR. På grund af sammenslutningen blev der ikke søgt efter en ny forpagter, i stedet blev aftalt, at Falck skulle passe ZRs station i de sidste 6 måneder af 1962. ZR Kolding blev altså ikke, som nogen hævder, nedlagt 30. juni 1962 - stationen flyttede blot til Falckstationen i Sydbanegade 4-6, hvor Erik Johnson var leder. Vi bringer her referatet fra forhandlingerne i 1962: FZ-lokalmøde Kolding 25. juni 1962 Mødested: Falck-stationen, Kolding. Deltagere: ZR A/S: Jørgen Petersen FR A/S: H. Jørgensen, E. Johnson, P. Straarup
___________________________________________ Den hidtidige ZR-station ophører med redningsvirksomheden den 3o. ds. Forpagteren, vognmand Bentzen, fortsætter med privat entreprisevirksomhed. Ejendommen tilhører ham, og han beholder hele personalet. Por kørselen med dyr til nødslagtning m.v. for Andelsslagteriet, Kolding, har Bentzen en mundtlig aftale i ZR's navn. Aftalen lyder på en betaling på 9o øre pr. løbende km, mindstetakst dog kr. 3o,oo pr. tur og et nattillæg på kr. lo,oo pr. tur. Skal der i forbindelse med transporten foretages ned-skydning, betales der ekstra kr. 5,oo pr. dyr. Til brug for kørselen findes en speciel dyretransportbil, Opel-Blitz, årgang 1955. Bentzen har opgivet kørselen til ca. 18.ooo km pr. år og er indforstået med, at denne kørsel overgår til Falck. Der blev herefter truffet følgende aftale: l. Fra l. juli - 31. december 1962 etableres ZR's Kolding-station på Falck-stationen, Sydbanegade 2-4, Kolding. 2. ZR's telefon (Kolding 2376) flyttes til Falck-stationen senest lørdag den 3o. ds. Opkald på denne telefon besvares så vidt muligt med "Zonen''. Alle telefonudgifter afholdes af ZR. 3. ZR overflytter følgende vogne til Falck-stationen: Dyretransportbilen, Opel-Blitz, 1955/56 Sygevogn, Mercedes Diesel 1961/62
5. Kørselen for Andels-slagteriet sker dog straks for Falcks regning og risiko i henhold til de trufne prisaftaler, idet dog Falck er berettiget til efter forhandling med slagteriets ledelse at søge priserne ændret, dog således at dette ikke kan komme ZR til skade. 6. ZR tilsender stationen det fornødne antal forbindskasser og -stoffer til supplering af ZR-abonnenternes forbindskasser. ZR sender ligeledes de fornødne bogstaver, mærker og flag til skiltning, dog jfr. aftalerne om fælles-mærket i § 3 afsnit 3 i skrivelse af 14. juni 1962. 7. Til brug for regningsudskrivning fra Falck til ZR for de til abonnenterne ydede assistancer tages en ekstra genpart af rapporten. Nærmere aftale om assistancepriser, godtgørelse for husleje og kontorhold træffes på det til fredag den 29. ds. fastlagte møde i København. 8. På det under 7. omtalte møde aftales endvidere en erklæring, der samme dag kan afgives til pressen. ____________ Under arbejdet med bogen om Zone-Redningskorpset er museet kommet i forbindelse med Falckredder Knud Edvard Hansen der siden 4. maj 1961 har været ansat som redder hos Falck i Kolding, og i dag er den eneste tilbageværende hos Falck i Kolding, der har oplevet Zone-Redningskorpset som selvstændigt firma. Han skriver: Cirka to år efter min ansættelse hos Falck skete der i januar 1963 en udvikling, som ingen indtil da havde haft fantasi til at forestille sig, da Falcks Redningskorps opkøbte aktierne i Zone-Redningskorpset, og de to hidtil konkurrerende selskaber i realiteten blev til et redningskorps. Allerede midt i 1962 havde der været hemmelige kontakter mellem de to selskaber, men ingen kan tilsyneladende med bestemthed sige, hvad der var den egentlige årsag til, at der påbegyndtes forhandlinger om en fusion af korpsene. Meget mod de impliceredes vilje slap nyheden om den forestående sammenlægning ud til medierne i december, og de fleste blev vist lige så overraskede som jeg, da jeg kort før Julen i -62 første gang hørte om planerne i Radioavisens middagsudsendelse. Mange af Zonens stationer og køretøjer var ejet af stedlige stationsledere, og de fleste af disse virksomheder udførte andet arbejde end blot at køre for redningskorpset, og sådan fungerede korpset også i Kolding, hvor den daværende station lå på Ndr. Ringvej i den bygning, hvor mekaniker Jørgen Jacobsen i skrivende stund har Volvo-forhandling. Stationens mandskab bestod af stationsleder Axel Bentzen og hans to sønner samt yderligere et par mand, der var ansat på deltid. Ud over assistancer til køretøjer og lignende var stationens primære virke entreprenørarbejde - flytning og transport af maskiner, sejlbåde og andet arbejde - hvortil man blandt andet rådede over to kranbiler monteret med svingkraner, hvilke var forholdsvist sjældne dengang. Indsatser ved ulykker eller arbejde i forbindelse med sygetransport og lignende var der i mod meget sjældne, ganske vist havde Zonen en gammel ambulance - en ombygget WV varevogn fra omkring midten af halvtredserne - stående i garagen på Ndr. Ringvej, og selv om køretøjet tilsyneladende altid stod klar til udrykning med både flag og lygter, husker jeg aldrig at have set den på gaden. Cirka et halvt år før Falcks officielle overtagelse af Zonen skulle finde sted, udløb Axel Bentzens kontrakt med redningskorpset....og...derfor blev falckstationen i Sydbanegade tilført to køretøjer malet og dekoreret med Zonens farver og bomærke - en næsten ny Mercedes 190 ambulance samt en lidt ældre kranvogn af den gængse og velkendte type "Ford Thames Trader" udstyret med en hånddreven kran - og disse køretøjer blev indrulleret i stationens kørende materiel. Aftalen i Kolding indeholdt en bestemmelse om, at assistancer til Zonens abonnenter skulle ske i vogne tilhørende dette korps, ligesom der blev installeret en særlig telefon i vagtstuen med Zonens nummer, hvor hvert opkald skulle besvares "Zone-redningskorpset" i stedet for det vanlige "Falcks Redningskorps", idet abonnenterne helst ikke måtte vide, at det faktisk var Falck, man talte med, når man ringede til "Zonen". Dette kunne næsten ikke undgå at medføre en del pudsigheder i det daglige, som for eksempel da en mand, der ikke havde abonnement hverken hos Falck eller Zonen, ringede i forbindelse med en assistance, han ønskede udført. Da opkaldet kom på Falcks telefon, blev dette naturligvis besvaret "Falcks Redningskorps", og den potentielle kunde forklarede, hvori hans problem bestod, og spurgte derefter, hvad prisen ville være. Vagtmesteren oplyste om beløbet, som spørgeren fandt alt for høj, hvilket han i ret ligefremme vendinger gjorde opmærksom på, og afsluttede samtalen med en bemærkning om, at han vidste, hvor han kunne henvende sig og få et mere rimeligt tilbud. Et halvt minut senere ringede Zonens telefon, og vagtmesteren svarede "Zone-Redningskorpset", som han skulle, da han tog røret. Den samme kunde præsenterede sig igen, og forklarede på ny om sit problem, inden han afslutningsvis spurgte, hvad assistancen ville koste. Vagtmesteren, Emil Mortensen, var af natur ikke speciel humoristisk anlagt, og jeg tror såmænd ikke, det var et forsøg på at være morsom, men snarere skyldtes en let irritation over at skulle lægge øre til en forklaring, han lige havde fået et minut i forvejen, at han svarede: "Jamen, jeg har jo lige siddet og fortalt dig, at det koster....." så og så meget ... "og i øvrigt er det ikke billigere ved Zonen, end det er hos Falck". Fuldstændig desorienteret lagde kunden røret på, og historien melder intet om, hvordan eller af hvem han fik løst sit problem. Også ude i marken opstod der undertiden lidt "sjove" situationer - i hvert fald når man ser dem i bakspejlet. Kort efter Falck i Kolding var begyndt at køre for Zonen, blev jeg en dag sendt til gården "Dolleruplund" i Lunderskov, hvor en lastvogn sad fast i blød jord. Ejeren af køretøjet var en af den tids små selvstændige, der med en enkelt 5-tons Bedford eller et køretøj af tilsvarende art, forsøgte at holde liv i såvel bilen som sig selv ved at knokle næsten døgnet rundt med kørsel af alt, hvad der kunne transporteres i et køretøj af den type, og vognmanden skulle denne dag afhente et læs roer på en mark i nærheden af gården, men under udkørslen fra marken satte bilen sig fast, og da han abonnerede på Zone-redningskorpset, ringede han på dette nummer, og bestilte assistance til sin fastkørte vogn, hvorefter jeg blev sendt til stedet i Zonens "Thames Trader". Gennem mine nu snart 40 år i redningstjenesten, tror jeg, at jeg kan tælle de kunder på een hånd, der på een eller anden måde har været utilfreds med mig personligt gennem årene, og jeg må gå ud fra, at vognmanden har haft en dårlig dag, for næppe var jeg ankommet før han ret så bombastisk begyndte at give mig ordre om alt muligt, mens han samtidig opsatte bestemte retningslinier for, hvordan han ønskede sin lastvogn bjærget. Selv om jeg på dette tidspunkt endnu var forholdsvis ny i faget, havde jeg dog bjærget nogle hundrede køretøjer i "blød jord", og da kundens anvisninger ikke syntes at være de mest indlysende, og det jo da i sidste ende var mig, der havde ansvaret for bjærgningen, undlod jeg at følge mandens ønsker, og gjorde forberedelser til at yde assistancen på den måde, jeg fandt mest hensigtsmæssig. Dette ophidsede vognmanden i en sådan grad, at han i en truende attitude kom hen imod mig, og et øjeblik troede jeg, at han ville anvende fysisk vold i mod mig. I sidste øjeblik besindede han sig dog, og forkyndte i stedet, at jeg kunne tage mit skrammel og min kranvogn og forsvinde, han ville ikke se mig mere, for nu ringede han efter Falck, så han kunne være sikker på at få udført opgaven på den facon, han ønskede. Det var der jo ligesom ikke rigtigt noget at gøre ved, så jeg pakkede mit grej på vognen igen med en bemærkning om, at det jo nok ikke varede så længe, før vi så hinanden igen. Idet jeg vendte mig for at stige op i vognen opdagede han, at der stod FALCK på ryggen af min kedeldragt, hvilket fik ham til forbløffet og i et helt andet tonefald at spørge: "Jamen, sig mig, kommer du fra Falck ?" Da jeg bekræftede dette, skiftede han fuldstændigt sindelag, og spurgte næsten ydmygt, hvordan det kunne være, at der kom mandskab fra Falck, når han havde bestilt Zonen, og jeg gav en kort forklaring på forholdet, og med et blev situationen en helt anden. Han undskyldte sin ophidselse fra før, og forklarede, at han bagud med dagens kørsel, hvilket nok havde stresset ham lidt, og endte med at spørge, om jeg ikke nok ville trække lastvognen fri alligevel. "Jo," svarede jeg, "vi kan jo bare lege, at det nu er Falck, der gør det." Tyve minutter senere stod lastvognen igen på fast vej - efter den var trukket fri på min måde - vognmanden undskyldte sig endnu engang, og stak mig en femmer i drikkepenge, inden han skyndsomt genoptog sin kørsel, mens jeg for anden gang pakkede mine virer og kasteblokke på min vogn. Kranvognen, der med flotte røde og nymalede bogstaver, bar navnet "Zone-Redningskorpset".
|