Zone-Redningskorpsets Venner www.zone-redningskorpset.dk info@zone-redningskorpset.dk _______________________________________________________________________ Materialet på siden må anvendes mod kildeangivelse Den første station i Eskildstrup på Falster Oprettelse og navn I 1906 oprettede Sophus Falck "Redningskorpset for Kjøbenhavn og Frederiksberg" i København. Korpsets grundlag var brandredning, d.v.s. redning af værdier i forbindelse med brand. Snart udvidede korpset sin virksomhed med autohjælp, ambulancekørsel, dyreredning etc. I 1922 udvidede Sophus Falck sit arbejdsfelt - han begyndte at drive brandvæsen. Brandvæsenet på landet var dengang baseret på hestetrukne sprøjter med håndpumper, og Falck så, at der var behov for at oprette et motoriseret landbrandvæsen. Falck påtog sig organiseringen af denne opgave gennem "Redningskorpsets Afdeling B", hvor han ansatte Eigil Juel Wiboltt som leder. Konceptet gik ud på, at lokale folk selv økonomisk skulle stå for brandvagterne. Falck leverede materiellet og hjalp med kontraktstegningen med landkommunerne, og brandvagtslederen - ofte en smed eller lignende -, fik et bestemt område - en zone - som han skulle dække. Samtidig blev han optaget i Falcks organisation "De Danske Zone-Brand-Vagter", som stod for kontrol, uddannelse etc. I 1925 var en sådan Zone-Brand-Vagt blevet oprettet i Eskildstrup på Falster. Brandvagtslederen hed Reinholdt Hansen, og han var en initiativrig mand. Snart optog han barndomsvennen Johannes Hare som kompagnon, og i løbet af få år havde de 2 fået oprettet hjælpestationer på Lolland og i Sydsjælland, ligesom de i 1926 havde udvidet arbejdsfeltet med ambulancer og kranvogne - altså regulært redningskorps. Denne hastige udvikling på Lolland-Falster, som bredte sig til Falcks kerneområde - at drive redningskorps - blev i 1930 Falck for meget, og der opstod stridigheder som førte til, at Reinholdt Hansen og Johannes Hare blev ekskluderet af Falcks organisation. Med sig tog de ikke bare Falcks mand Eigil Juel Wiboltt, de kaldte også deres nye korps et navn, der lå tæt op af Falcks "Zone-Brand-Vagter", nemlig Zone-Redningskorpset. Sådan gik det til, at Danmark i 1930 fik 2 redningskorps, Falcks Redningskorps og Zone-Redningskorpset. (ZR) Zone-Redningskorpsets organisation Korpsets økonomiske grundlag var det samme som Falcks den dag i dag: husstands- og autoabonnementer til private samt kontrakter med stat og kommuner om udførelse af brandslukning, ambulancekørsel m.v. Netop i slutningen af 1920erne var automobilismen for alvor kommet i gang, og for begge redningskorps gjaldt det om at blive landsdækkende. Falck havde fået nok af private entreprenører, og udviklingen i Falck foregik herefter i korpsets egen organisation med korpsets egne folk, materiel og stationer. Zone-Redningskorpset - eller ZONEN som det hurtigt som til at hedde - tog derimod Falcks idé op. I mange byer havde lokale mekanikere en kranvogn, eller en vognmand havde en ambulance, og disse entreprenører traf ZR nu aftale med om at rykke ud, når der kaldtes fra en ZR-abonnent. Ofte blev entreprenørens vogne malet i ZRs farver, og hans folk blev udstyret med ZRs uniform. På denne måde lykkedes det Zone-Redningskorpset i løbet af kun 3 år at kunne erklære sig for landsdækkende med ydelse af hjælp fra Skagen til Gedser. På langt sigt var det uholdbart at have private entreprenører, fordi man ikke altid kunne stole på, at de var hjemme og i stand til at rykke ud. På den anden side var der fordele forbundet med at have selvstændige økonomiske enheder, hvis leder selv stod for økonomi og mandskab. En mellemform blev de såkaldte forpagterstationer og a meta stationer, hvor stationslederen forpagtede materiel og bygninger af ZR. I 1941 havde korpset fået udlagt hovedstationer i Eskildstrup (1930), København (1931), Rønne (1931), Odense (1936), Århus (1938) og Ålborg (1941), og fra disse stationer lykkedes det efterhånden at etablere et egentligt landsdækkende stationsnet. I 1943 døde Reinholdt Hansen, og hans andel af korpset blev overtaget af hans enke Louise Reinholdt Hansen, der fortsatte som komplementar og senere som medinteressent frem til 1949, hvor hun blev købt ud. I 1957 overgik korpset til at være aktieselskab, hvor Johannes Hare og Eigil Juel Wiboltt havde hver halvdelen af aktierne svarende til kr. 225.000,00 til hver. I 1959 optoges en kreds af medarbejdere som medaktionærer og samtidig blev aktiekapitalen udvidet med 50% til kr. 675.000,00 således at medarbejderkredsen havde 1/3 af aktiekapitalen. Samtidig blev ZRs leder i Nordjylland Jørgen Pedersen udnævnt til underdirektør. ZRs initiativer Der var skarp konkurrence mellem Falck og Zone-Redningskorpset. Falck havde 24 års forspring. Det gjaldt derfor for ZR om at få opmærksomhed i pressen, og vejen hertil gik gennem nye ideer og initiativer. Det allerførste man tog fat på var førstehjælpssagen, som blev en af ZRs mærkesager. Man udgav førstehjælpsbøger, opstillede katastrofeposter langs landevejene med henvisningsskilte til telefoner og førstehjælp, og man opstillede udkiksposter og livreddere på badestrandene. I 1936 oprettede ZR Danmarks første sø-redningstjeneste, med udstationering af hurtiggående motorbåde først i København, senere i Odense, Århus, Sønderborg m.fl. Denne tjeneste gav ZR meget stor goodwill, ikke mindst hos autoriteterne som det offentlige kaldtes dengang, fordi bådene blev stillet til rådighed for politiet til eftersøgningsopgaver. Den egentlige mærkesag blev dog korpsets flyveambulancetjeneste, som blev oprettet i 1939. Dengang fandtes der ikke nogen mulighed for at undsætte de mange små øer, hvor beboere var prisgivet, når sygdom indtraf. ZR anskaffede på eget initiativ en engelskbygget Monospar ambulancemaskine, der blev sat i drift i marts 1939 som Danmarks første ambulanceflyvemaskine. Under besættelsen var ZR det eneste selskab foruden Det Danske Luftfartsselskab, der havde ret til at foretage flyvning, og allerede under krigen blev maskinparken udvidet med en danskbygget KZ-IV. Maskinerne var i stand til at lande på meget korte afstande, og beretningerne om ZRs piloter, der med risiko for eget liv fløj i al slags vejr for at redde menneskeliv, ville ingen ende tage. Flyvetjenesten gav ZR en enorm popularitet og styrkede korpsets image når abonnementer og kontrakter skulle hives i land. Men samtidig var flyvetjenesten økonomisk betydningsfuld for ZR, fordi det lykkedes at tegne abonnementer i stort omfang. I slutningen af 1950erne faldt tjenestens betydning som følge af Flyvevåbnets indførelse af helikoptere. ZRs allermest betydningsfulde initiativ er der dog ingen der husker, eller knap nok ved: Det var indførelsen af familieabonnement i 1926. ZR var banebryder hvad angik familieabonnementer og dermed hele privatmarkedet for redningsvirksomhed. Zone-Redningskorpset ophører Årene efter udvidelsen af aktiekapitalen med optagelse af medarbejdere i aktionærkredsen var gode år for Zone-Redningskorpset. Den skarpe konkurrence med Falck lagde imidlertid en dæmper på de økonomiske muligheder, og i sommeren 1962 indledtes forhandlinger om en sammenlægning af korpsene som førte til, at Falck 1. januar 1963 overtog aktierne i Zone-Redningskorpset. I 10 år hed virksomheden Falck-Zonen, men herefter begyndte Falck at holde op med at anvende Zone-navnet, og i 1977 udgik ZONEN helt af Falcks bomærke. På dette tidspunkt var der stadig mange tidligere Zonefolk ansat i Falck, og de følte, at deres indsats var ved at blive glemt. Resultatet blev et omfattende arbejde med at sikre effekter, beretninger, dokumenter og billeder fra Zone-Redningskorpset, med henblik på at etablere et museum. I 1989 - 26 år efter Zone-Redningskorpsets ophør - slog museet dørene op for publikum. Tegningerne på denne side stammer fra et udklipsark udgivet ca. 1942.